Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Mindeord om Henrik Eigaard

Torsdag d. 14. marts 2013

Henrik Eigaard er død, og han blev kun 50 år. Henrik nåede akkurat sammen med kæresten Lise at fejre sin 50 års fødselsdag i sit elskede London samt at aflevere oversættelsen af den Guardiola-biografi, som senere på foråret udgives af People´s Press. Henrik blev helt uventet fældet af et hjertestop, og hans afgang har udover familie og venner ramt hårdt hos ikke mindst tidligere kolleger fra hans tid på de to mangeårige eks-arbejdspladser, Fyns Amts Avis samt Tipsbladet, hvor han var redaktionssekretær. Henrik arbejdede de senere år freelance med især fodbold, håndbold og idrætspolitik. Han havde en bred viden, der også omfattede rytmisk musik, film og litteratur, og det prægede hans indgang til stoffet. Henrik Eigaard havde en idealistisk og meget fagligt funderet tilgang til journalistikken og forsøgte altid at holde overliggeren højt placeret. Ensretningen, det forudsigelige og det ukritiske bød han stærkt imod, og vi er en hel del gamle kolleger, som kommer til at savne hans stemme og standpunkt.
Henrik Eigaard nåede at få sat sit aftryk på to bøger. Udover Guardiola-biografien var han med i det forfatter-femkløver, som sidste efterår udsendte bogen Feltherrer med portrætter af de største fodboldtrænere i moderne tid. Henrik skrev selvfølgelig om de britiske navne, herimellem Alex Ferguson.

Niels Idskov