Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

AIPS Europe opnår ”Legal Status”

Mandag d. 22. april 2013


Som den første, kontinentale afdeling under AIPS har den europæiske sektion nu opnået ”Legal Status” – det vil sige formel anerkendelse under schweizisk lov som en registreret organisation med rettigheder og pligter til at handle på egen hånd – uden overordnet godkendelse fra AIPS.
UEPS, som den europæiske sektion tidligere hed, men som nu er AIPS Europe, har tidligere haft ”Legal Status”, men forskellige forviklinger gjorde, at denne status forsvandt og blev overtaget af AIPS.
Yannis Daras, Grækenland, præsident for UEPS Europe, kunne med glæde meddele, at der nu er opstået muligheder for at styrke økonomien, uafhængig af tilskud fra AIPS. Hver af sektionerne under AIPS – Europa, Asien, Afrika og Amerika – modtager fem dollars pr. AIPS-kort, man får indløst, og det har indtil nu været den eneste indtægt for AIPS Europe.
Kasserer Murat Agca kunne gøre denne indtægt for 2012 op til 18.175 USD, og da man har holdt udgifterne i samme periode nede på 6.885 USD, kunne han præsentere et pænt overskud, der tilmed vokser i den kommende tid, for yderligere 853 AIPS-kort er siden indløst fra Europa, og kaster dermed 4.265 USD af sig.
Men vigtigst er, at man nu er i stand til at lave samarbejds- og sponsoraftaler, der kan give yderligere indtægter i fremtiden. Her er blandt andre UEFA en potentiel partner.
Der er valg til AIPS Europe næste år. Her vil man korte valgperioden ned fra fire til tre år for at komme i tråd med valgene til AIPS. Det er sådan, at de kontinentale præsidenter automatisk er medlemmer af AIPS ExecutiveCommittee, og derfor er det mest praktisk, at valgperioderne følger hinanden.
35 af de 48 nationer, som er med under AIPS Europe, var repræsenteret i Sochi.
Sverige havde sin formand, Mats Taxén, samt Ulf Nicklasson med, Norge mødte med sin formand Reidar Sollie samt Karin Hanssen, Finland med formand Heikki Miettinensamt Ahti Pohjalainen, Island var repræsenteret af afgående AIPS Executive-medlem Adolf Ingi Erlingsson, mens Flemming Olesen, kasserer i Danske Sportsjournalister, var vor repræsentant.
I maj afvikler vi Nordisk Kongres i Danmark, og her vil et spændende og varieret program bringe os tæt sammen igen og styrke det kollegiale venskab, der altid præger de nordiske lande.
AIPS Europe-præsident Yannis Daras har også anmeldt sin tilstedeværelse, og roser endnu en gang vores del af Europa for vore initiativer og fine samarbejdsformer.
Også AIPS-præsident Gianni Merlo har fået en invitation. Hvorvidt han dukker op, er dog endnu uklart.