Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Pressen bortvist

Mandag d. 5. marts 2001

Her en lille frisk sag fra det sydlige Sjælland, hvor der har været gang i
sagerne i weekenden. Vi tænkte, at artiklen muligvis kunne have interesse
for hjemmesiden, så den brede befolkning kan få en lille smagsprøve på,
hvor umulig en håndbolddommer kan være.

Artiklen er i Næstved og Sjællands Tidende mandag den 5. marts og er lavet
af Henning Fristed, der var i Dalby-hallen for at dække en 2.
divisionskamp mellem Dalby og Over Jerstal.


Kollektiv bortvisning af tilskuere og presse

Af Henning Fristed

Dommer Heinrik Papke udviste topmålt arrogance både på og uden for banen

DALBY: - Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem du er, eller hvorfor du er
her. Du skal ud af hallen nu. Vi venter kun på dig, og kampen kommer ikke
i gang igen, før du er væk.
Der skal noget til at ryste en efterhånden hærdet sportsjournalist. Og jeg
ville have forsvoret, at en lille mand i sorte bukser og trøje med korte
ærmer ville være i stand til det. Men det var håndbolddommer Heinrik
Papke, da han næsten i ordets bogstaveligste forstand præsenterede mig for
det røde kort otte minutter før tid.
Jeg sad på min »sædvanlige« stol blandt en halv snes andre, der er
reserveret presse og andet godtfolk. En af sidstnævnte, en ældre herre,
havde netop taget et godt greb om bolden, da Over Jerstal under angreb fik
indkast. Og han var så længe om at slippe den, at Papke prompte
spankulerede ud og meddelte, at ikke kun »synderen« men samtlige på den
stribe stole omgående skulle forlade hallen.
Jeg reagerede naturligvis ikke, da jeg dels ikke havde gjort det fjerneste
og dels repræsenterede Sjællandske Dagblade, hvis læsere naturligvis
skulle orienteres om kampen. Hvad jeg selvfølgelig i høflige vendinger
gjorde dommer Papke opmærksom på.
Men han var altså bedøvende ligeglad, og da jeg selvfølgelig ikke ville
være årsag til, at kampen ikke kom i gang igen, luskede jeg stille af og
henvendte mig så til Papke efter kampen med spørgsmålet:
>- Vil du være så venlig at fortælle mig, hvorfor jeg blev bortvist?
- Der var tale om usportslig optræden. Derfor skulle I alle sammen væk.
>- Jamen, hvis du udviser en spiller for usportslig optræden, udviser du
>da ikke samtidig alle hans medspillere?
- Du spurgte, og jeg svarede. Mere er der ikke om det, lød det arrogante
svar fra Heinrik Papke, som iøvrigt var med som 2. dommer efter afbud. 1.
dommer var Torben Bjerregård, Næstved, og havde jeg forventet moralsk
støtte fra hans side, blev jeg sørgeligt skuffet.
Han »gemte sig«, som han også gjorde adskillige gange under kampen, hvor
han overlod meget af initiativet til Papke, som på banen viste lige så
stor arrogance som uden for.


Tja, sådan går det somme tider og så på en ganske almindelig 12 timers
søndagsvagt!!
MVH.
Sportsredaktionen på Sjællandske Dagblade