Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ankerdals oplæg om etik og moral

Lørdag d. 17. marts 2001

Som lovet på generalforsamlingen udsendes hermed Steen Ankerdals oplæg til en debat om etik og moral i sportsjournalistikken.
Tiden tillod ikke, at vi fik gang i debatten på generalforsamlingen i Odense, men det besluttedes at føre debatten på hjemmesiden, dvs. under debatforum.
Her er oplægget fra Steen Ankerdal:

--------------------------------------------------------------------

Etik og moral i sportsjournalistikken

v Steen Ankerdal, næstformand DS

FOR NYLIG foreslog Ekstra Bladets Charlotte Pedersen, at Foreningen lavede et seminar eller et gå-hjem-møde om den debat, der foregår på Danske Sportsjournalisters egen hjemmeside. Som vi forstod det, mente Charlotte P., at tonen og skarpheden i indlæggene i Debatforum med mellemrum overskred de kollegiale og etiske koder, vi almindeligvis følger. Oplevelsen var, at der bliver gået mere og hårdere efter manden i det elektroniske debat- og chathus, end når vi skriver i vore aviser eller diskuterer mand til mand og kvinde.
Ideen foranledigede bestyrelsen til at tilføje punktet ”etik og moral i sportsjournalistikken” til dagsordenen på Foreningens generalforsamling den 6. marts. Men debatten i Odense var så livlig og omfattende, at forsamlingen accepterede forslaget om, at diskussionen om ”etik og moral” blev flyttet fra generalforsamlingen til hjemmesiden. Det har - i tilgift - den fordel, at alle medlemmer, ikke kun de glædelig mange generalforsamlingsdeltagere, får samme oplæg og udgangspunkt for at deltage i diskussionen. En diskussion, som samtidig kan bredes ud til at handle om andre tendenser i den sports- og medieverden, vi opererer i.

LAD DET med det samme være fastslået, at det ikke er Foreningens opgave at dekretere etiske grænser og moralske koder for nogen i faget. Den opgave løser hver enkelt avis, radio- og TV-station bedst selv – sammen med sine redaktionelle medarbejdere.
Formålet her er alene at rejse en diskussion ud fra det interessefællesskab, som Danske Sportsjournalister er ramme om.
Synspunkter i dette og kommende indlæg kan derfor ikke tages som udtryk for, hvad Danske Sportsjournalister som forening for godt 600 medlemmer mener. Meninger og holdninger står står alene for den enkelte skribents regning.

DOG ER bestyrelsen i Danske Sportsjournalister enige om, at vor hjemmeside og Debatforummet skal kunne læses af alle, der klikker sig ind på www.danskesportsjournalister.dk
Det har været diskuteret – når debatten blev mere hed end saglig, mere personlig end principiel - om vi skulle indføre adgangsbegrænsning til vort debatforum. Så det i princippet kun var medlemmer af DS med password, der kunne gå ind og læse med på de skarpe meningsudvekslinger.
Det er blevet ved diskussionen.
Hvordan kunne det andet, når vort faglige grundlag og daglige arbejde hviler på ytringsfrihed, åbenhed og frie ord i en demokratisk debat. Det er vor overbevisning, at vi som journalister er de sidste, der skal indsnævre retten til information - og aflukke adgangen til at følge debatten i vor egen kreds. Også når ”underholdningsværdien” forekommer mere iøjnefaldende end det, vi almindeligvis forstår ved væsentligt i menings-og ytringsfrihedens navn.
Det gælder også for danske sportsjournalister, at der er mere liv i strid end i harmoni – og det skal ikke skjules for omverdenen.
Vi kan ikke kritisere idrætsorganisationer, klubber, sportsaktieselskaber og loge-dannelser med dæknavn som erhvervsklubber for at lukke af for informationer og kommentarer, når der er røre i andedammen – og samtidig spærre af, når det drejer sig om os selv. Det ville åbne troværdighedskløften – og lugte af dobbeltmoral.

PÅ DEN anden side gælder det for os som for alle andre, at ytringsfrihed og demokratisk debat forpligter. Frem for alt til respekt for andre mennesker.
Mange har med nettet og de elektroniske debat-huse erfaret, at der på skærmen skrives meget frit fra leveren. Faktisk er tonen ofte meget mere rå og personlig end den, vi bruger, når vi taler sammen. Og i forhold til det, vi kunne drømme om at trykke på papir er uforsonligheden på de elektroniske debatsider monstrøs. Selvjustits og sordin er ikke altid det, der tynger indlæggene mest, når debatten virkelig bryder ud i ”cyber space”.
Det kan ikke kun være den frie adgang til at skjule sig under pseudonym i IT-rummet, der gør chathus-debatten skrappere og saftigere, end vi har været vant til i læserbreve og mødediskussioner. For der sparkes også til under fuldt navn på nettet.
Skyldes det, at ætsende holdninger og sårende spydigheder afpersonificeres af den elektroniske mails flygtighed, når den helt ukontrolleret sendes ud i det åbne, anonyme cyber space?
Eller handler det bare om, helt enkelt og logisk, at internettets fundamentale anarki smitter af net-diskussionernes indhold og form?

DET ER iøjnefaldende, at den selvjustits, der ellers hersker, er suspenderet på nettet!
Uforsonligheden i sidste års diskussion om valget af årets sportsjournalist er et lysende eksempel fra vor egen verden.
Det siger vel mest om de indhøstede erfaringer, at der bagefter blev udvekslet personlige undskyldninger og tilgivelse.
Aktuelt er diskussionen på Brøndby Supports debatside om årsagen til FCK-spilleren Ståle Solbakkens hjertestop under træning et aktuelt eksempel på, at intet personligt emne er ”helligt”. Her er det mellem fodbold-fans oppe og vende, om hjertestoppet kan have noget at gøre med doping.
Ingen avis, radio- eller TV-station har mig bekendt nævnt ordet ”doping” i forsøget på at forklare, hvorfor en sund og veltrænet spiller på 33 år pludselig falder om på træningsbanen med et hjerte, der er gået i stå.
Men spørgsmålet var altså oppe og vende på en officiel supporterklubs officielle hjemmeside - sammen med sympatien og de gode ønsker for ærkerivalens nøglespiller.
Jeg nævner det alene her til illustration af, hvordan debatten har flyttet sig både fysisk og indholdsmæssigt.
Det kunne i øvrigt, lidt kættersk spørges, om en tilsvarende situation med et hjertestop hos en cykelrytter var blevet omtalt med samme nænsomhed over for idrætsmanden og hensyn til hans familie?
Spørgsmålet er en selvransagelse værd.

FODBOLD-klubbernes chat- og debathuse er generelt eksempler på, at der er en diskussion mellem fodboldklub-tilhængere, der går helt uden om professionelle journalister og medier. Det burde vække til eftertanke, både blandt skrivende og elektroniske sportsjournalister og redaktører.


Selvom klub-patriotismen sjældent fornægter sig, har den bedste del af denne debat et ganske højt, fodboldfagligt niveau. Modsat ville den værste del - hvis den blev skrevet i avisen - øge ventelisterne til landets tugt- og forbedringshuse med ansvarshavende redaktører og journalister, dømt for injurier og bagvaskelser.

SAGEN ER er, at internettet med hjemmesider, idol-snak, supporter-chathuse, SMS-beskeder og WAP-telefoner har revolutioneret kommunikationen mellem sporten og dens interessenter, tilhængere og tilskuere. Organisationer, klubber, ledere og aktive behøver i princippet ikke længere gå gennem medierne for at nå ud til deres publikum.
Via nettet kan de gøre det selv – uden kritiske journalister indblanding og redigering.
Via bredbåndet og den nye digitale teknik åbnes vejen til egen TV-kanal, også i et lille land som Danmark.
Vi har allerede lokale klubradioer. Et par superliga-klubber, FC København og Brøndby, har på det landsdækkende DK4 åbnet døren til KLUB-TV på klem. Det er kun et spørgsmål om tid, teknik og penge, før de førende danske klubber kan følge det store udenlandske forbillede Manchester United og lave deres egne programmer, på egne deres betalingskanaler.
Et af de interessante – og moralske – spørgsmål er herefter, hvilken informations- kilde-adgang de store, børsnoterede fodboldselskaber vil give uafhængige, måske kritiske journalister – fra medier, der vil blive opfattet som konkurrerende? Men det vigtigste spørgsmål er naturligvis: Hvilken journalistik får de fodboldinteresserede af medier, der skulle være uafhængige?

I DEN engelske Premier League spores en tendens til at eksklusivere adgangen til kampe og spillere. Dels ved at afkræve pressefotografer betydelig kontant betaling for adgangen til kampbanen – dels at afkræve fotograferne håndfæstninger om brugen billedernes anvendelse. Journalister får sværere og sværere ved at få plads i presseboksen – der er kun plads til de faste folk i en klub som Chelsea – og de skal vare sig for at skrive kritisk om spil og spillere, klubber og klubejere.
Der er tale om en udvikling, hvor der i et eller andet omfang handles af med de trykte medier og deres journalister. På den elektroniske scene sker det helt kontant ved at TV-stationer køber sig ind – og med billed-rettighederne følger også et krav om, at spillere og trænere og ledere stiller op til interviews, julelege, analyser og debat.
I en diskussion om sportsjournalistikkens etik og sportsjournalistens moral kommer vi ikke uden om at forholde os til, at ”den købte journalistik” rykker stadig tættere på os. Ikke mindst fordi professionelle klubber har et gør-det-selv-alternativ i internettet. Det vil blive styrket, når hjemmesiderne kan peppes op med levende billeder i TV-kvalitet, og klub-TV går i luften.

DET TURDE være klart for enhver i vor branche, at den teknologiske udvikling har ændret på både form og indhold i formidlingen af nyheder, informationer og journalistik fra sporten til omverdenen. Læg den økonomiske udvikling i de store TV-egnede sportsgrene oveni, så er afgørende ændringer for sportsjournalistikkens vilkår, udtryksmuligheder og etik undervejs – hvis de ikke allerede har fundet sted.
I grunden er det lidt ironisk, at det bliver en stor sag om redaktionel uafhængighed og købt journalistik, at TV2-sporten køber reklameplads på 5 CSC-World Online-cyklister, mens den redaktionelle og journalistiske konsekvens af lokale dagblades sponsorater på lokale fod- og håndboldhold, eller på Big Brother ikke står til diskussion?
Graver aviser ikke troværdighedskløften bredere, når de med den ene hånd klapser TV-stationernes ”kræmmer-moral” , mens de med den anden giver TV-kræmmerne håndslag på en ”deal”, der tjener deres egne kommercielle interesser?
Den ene har vel ikke så meget at lade den anden høre. Jeg spø’r bare til princippet – og til moralen.

HVAD betyder det for den journalistiske etik og moral, at stort set alle landsdækkede aviser har samarbejde med sportens landsorganisationer og offentligt ejede TV-kanaler om kåring af årets sportsstjerne, -navne og –talenter.
Hvor går i denne forbindelse grænsen mellem betalte informationer og god kildepleje? Og er der i samarbejdets gode ånd historier, der aldrig kommer til offentlighedens kendskab?
Det er forhold og spørgsmål, som vi i en debat om etik og moral må forholde os til.

DER ER allerede enkelte eksempler på, at klubledere i utilfredshed med – eller afmagt over – en avis’ behandling af en kontroversiel sag – har flyttet debatten fra avisen – til sin egen hjemmeside, der har flere læsere og interessenter end mange aviser.
Det skete, da Brøndby-chefen Per Bjerregaard angiveligt ikke følte, at han kunne komme til orde i BT – efter at avisen havde skrevet, at angriberen Peter Madsen ”var færdig med Brøndby”, og ville sælges. Madsen var efter Bjerregaards opfattelse ikke utilfreds med Brøndby, og det fik klubbens fans at vide på hjemmesiden, hvor Bjerregaard - ikke avis-journalisten – fik det sidste ord.
Det interessante her er ikke, hvem der havde ret eller uret, men at fodboldklubben flyttede en sag rejst i BT ind i det internet-rum, hvor det professionelle fodboldselskab selv bestemmer, hvordan teksten skal udlægges, kommunikeres – og debatteres.
Flere top-klub-fodboldledere har konstateret, at pressens tone og stil er blevet mere krigerisk og konfrontativ det sidste års tid.
De savner ikke mindst en presse, der signalerer, at den også godt kan lide fodbold, så det ikke kun er fiaskoer og underskud, der er en god historie i aviserne. En god historie kunne også være en god historie, en sukces, som læserne måske meget hellere ville læse, fordi sporten er frikvarteret i hverdagen og i avisen.
Gået på klingen synes nogle pressede professionelle fodboldledere også, at journalisterne er mere mistænksomme, mere negative - og har mindre tillid til lederens udsagn end før. Og de spørger, om det er avisernes, især BT’s og Ekstra Bladets, oplags- og indtjeningskrise, der øger presset på journalisterne, så der pinedød skal fabrikeres ”store overskrifter-historier” med negativt indhold, med eller uden belæg.
Det er jo det samme som at sætte spørgsmål ved den enkelte journalists integritet, og den enkelte blad- og sportsredaktør moral…Det bliver der for resten også, på tomåndshånd.
Omvendt er der adskillige konkrete og kontante eksempler på løgne fortalt frit fra leveren og aldeles uhæmmet af førende trænere og ledere. Så længe journalisterne ikke opdager det, er de til grin. Når de afslører usandhederne, er det bare ærgerligt, for hvem synes egentlig, at det er synd at prøve at tørre en moralsk anløben sportsjournalist. For sådan er de jo alligevel alle sammen, ik’?