Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Otte nominerede til Årets Sportsjournalist

Fredag d. 18. januar 2002

For første gang offentliggør Danske Sportsjournalister de godkendte indstillinger til "Årets Sportsjournalist", der hædres på generalforsamlingen på Fyens Væddeløbsbane i Odense tirsdag den 5. marts.

Der kom ni forskellige indstillinger.
En af dem kunne ikke godkendes på grund af reglen om, at kun medlemmer af Danske Sportsjournalister kan vælges som "Årets Sportsjournalist".

De otte godkendte indstillinger med en kort begrundelse i vilkårlig rækkefølge:

Pressefotograf Lars Møller, B.T. - sportsfotos, der fortæller en historie, og årets pletskud fra Prag.

Jan B. Jensen og Thomas Møller Kristensen, Jyllands-Posten:
Serien "De ulønnede ledere".


Peter Vestergaard/Jan Schoubye, Aarhus Stiftstidende:
Balancen med at lave kritisk sportsjournalistik i et lokalområde.

Henrik H. Brandt, Jyllands-Posten:
Serien om "Sportens industri", fulgt op af reportager om samme emne.


Charlotte Pedersen, Ekstra Bladet:
Satte dagsordenen i skandalen i dansk svømning.

Erik Nielsen, DR Radio Fyn:
Kringlet humor og underholdende reportager.


Morten Hausborg, Radiosporten:
Levende reportage, saglig radiojournalistik.

Morten Frich, B.T.:
En generel højnelse af sportsjournalistikkens anseelse med fokus på det økonomiske og organisatoriske i sporten.

Bestyrelsen i Danske Sportsjournalister træffer først beslutningen om, hvem der skal være "Årets Sportsjournalist" på bestyrelsesmødet tirsdag den 5. marts kl. 9.00, dvs. tre timer før generalforsamlingen.

Sidste års vindere var Jens Hveisel og Jørn Broch, JydskeVestkysten.

----------------------------------------------------------

Reglerne:

Foreningen Danske Sportsjournalister hylder hvert år i forbindelse med foreningens generalforsamling i marts "Årets Sportsjournalist".

Titlen gives, efter indstilling fra medlemskredsen og efter afstemning i foreningens bestyrelse, til et eller flere medlemmer, der siden den foregående generalforsamling har udmærket sig ved en opsigtsvækkende og betydende journalistisk indsats i ord eller billeder, og som gennem sin præstation har skabt respekt om dansk sportsjournalistik samt højnet branchens anseelse og troværdighed.

Da der er tale om en påskønnelse for en særlig indsats i det forudgående år, kan prisen godt tilfalde et eller flere medlemmer, der tidligere er blevet hyldet som "Årets Sportsjournalist".