Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Væk fra Sydafrika

Onsdag d. 22. september 1999

Bestyrelsen i Danske Sportsjournalister har i dag modtaget denne orientering fra DGÌ's informationschef Jens Sejer Andersen vedrørende konferencen i Sydafrika, hvor Thomas Idskov fra B.T. er tilmeldt:


I disse uger skulle vi have udsendt de officielle invitationer og tilmeldingsblanketter til den internationale pressekonference "Sport in Development".

Men i torsdags modtog vi den uventede besked fra de sydafrikanske medarrangører, marketingfirmaet Interactive Africa, at de ikke finder det formålstjenligt at deltage i mere fundraising. Ifølge Interactive Africa er der ingen udsigt til at få sydafrikanske sponsorater, og firmaet ønsker ikke
længere afsætte ressourcer til rådighed til den aftalte internationale fundraising.

Desuden har firmaet tidligere ladet forstå at uden sponsormidler ønskede de ikke at gå i gang med PR-siden og med deres del af programplanlægningen.

Interactive Africa's hovedopgaver i projektet var netop fundraising og PR, samtidig med at firmaet har et veludviklet netværk inden for alle dele af
sydafrikansk idræt og stod for de sydafrikanske elementer i programmet.

Så det er ikke for meget sagt, at der med firmaets pasmelding er forsvundet nogle væsentlige forudsætninger for konferencens gennemførelse.

Vi øvrige arrangører - International Federation of Journalists, International Sports and Culture Association og Sports Intelligence Unit - mødtes på den baggrund fredag i København for at drøfte projektets fremtid.

Vi er fast besluttede på at gennemføre arrangementet, men vi kan efter sydafrikanernes beklagelige beslutning ikke længere forvente at afholde konferencen på aftalt tid og sted.

Det betyder at vi i de kommende måneder skal arbejde med at finde et nyt værtsland og en ny dato - ligesom vi er nødt til at gennemtænke hele
strategien én gang til. Meget peger i retning af at lægge begivenheden i DGI-byen i efteråret 2000, men intet er afgjort. Den førertrøje, sydafrikanerne har lagt fra sig, overtages nu af ISCA.

IFJ's vicegeneralsekretær Bettina Peters og jeg har drøftet nøje igennem, om vi kunne have forudset at sydafrikanerne ville springe fra. Men indtil for cirka en måned siden har sydafrikanerne indfriet alle aftaler på overbevisende måde - og haft ganske store udgifter uden nogen sikkerhed for at få dem dækket ind igen. Hvad de så heller ikke får nu.

Jeg har undervejs været glad for den opbakning fra Danske Sportsjournalister, der både kom til udtryk ved bevillingen af de to rejsestipendier til udenlandske journalister, og ved jeres tilsagn om at
støtte en dansk journalists deltagelse. Jeg er meget ked af at måtte skuffe forventningerne, men håber at jeres velvilje kan holde sig indtil vi om nogle måneder vender tilbage med nyt i sagen.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, er I velkomne til at ringe til mig hjemme eller på arbejde.

Venlig hilsen

Jens Sejer Andersen

--------------------------------------------------------------------

Jens Sejer Andersen, ansv. redaktør/editor-in-chief

DGI, Postboks 569, DK-7100 Vejle, Denmark

dir. tel. +45 79 40 40 60, fax + 45 79 40 40 84

home +45 75 83 80 82

jsa@dgi.dk