Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Magisk makværk

Mandag d. 25. november 2002

FRITS CHRISTENSEN, Jyllands-Postens sportsredaktør, har skrevet en kommentar til DGI's undersøgelse af sportsjournalistikken i Danmark og andre nordiske lande.
Vi har fået skribentens tilladelse til at bringe kommentaren her på hjemmesiden - det kan forhåbentlig medvirke til, at vi også under debatforum får gang i debatten omkring dette vigtige emne.
Bemærk, at vi tidligere har sendt henvisninger til de sider, hvor undersøgelsen kan læses i sin fulde længde - men her er den igen:

http://www.mm.dk/ugebrevet/ugebrev_sport_analyse.htm

-------------------------------------
Her er Frits Christensens kommentar:

Bestilt og betalt af DGI er det lykkedes for Ugebrevet Mandag Morgen at
fremstille den samlede sportspresse i Danmark som ukritisk og følgagtig
Når disse linjer læses, sidder forfatteren i Portugal, hvor agendaen
desværre ikke kun drejer sig om at nyde klimaet og portvinen i EU's
billigste land.
På skemaet står et seminar, arrangeret af Nordisk Journalistcenter for
repræsentanter fra sportspressen, der blandt meget andet beskæftiger sig med
fodbold.
Seminaret falder næsten sammen med den internationale mediekonference om
sportsjournalistik i København, Play The Game, hvor Jyllands-Posten i den
forløbne uge også deltog med to medarbejdere fra sportsredaktionen.
Dette være nævnt indledningsvis blot som brugbar information eller
servicemeddelelse til den del af vore læsere, der måtte føle sig vildledt af
Ugebrevet Mandag Morgens nye medieanalyse om sportsjournalistikken i
Danmark.
Analysens udgangspunkt foregiver ganske vist at tage afsæt i hele den
skandinaviske sportspresse, men de to svenske og to norske avisers
tilstedeværelse i analysen ligner et alibi for at give fem danske
landsaviser (Ekstra Bladet, B.T., Politiken, Berlingske Tidende og
Jyllands-Posten) og de to landsdækkende TV-stationer (DR og TV2) et mere
eller mindre velfortjent drag over nakken.
Hvem er det så, der har ønsket at bruge ressourcer på at ville analysere den
danske sportspresses kvaliteter? Er det sammenslutningen af danske dagblade?
Er det universiteternes medieforskere? Er det Dansk Journalistforbund? Er
det pressens minister (statsministeren) eller kulturministeren, der har alle
sportens organisationer som sit resortområde?
Alle de nævnte instanser kunne sagtens have haft et legitimt ønske om at
kigge sportspressen nærmere efter i sømmene. Det ville måske endda være
ønskeligt.
Men af alle er medieanalysen bestilt og betalt af Danske Gymnastik- og
Idrætsforeninger (DGI), den såkaldte breddeorganisation, hvis medlemmer og
ledere i egen forestillingsverden alt for sjældent kommer i medierne. Derfor
rapporten, der fremtryller magiske tal og konklusioner, som de fleste nok
ville anse for forældede.
Hvorfor er det i øvrigt aldrig kultur- og/eller motorjournalisterne, der
sættes under lup? Det er to genrer, der lige som sportspressen i vid
udstrækning beskæftiger sig med anmeldervirksomhed, mens den kritiske
reportage kan være vanskelig at få øje på.
(Når Mærsk Mc-Kinney Møller forærer København et operahus, går der flere år,
før der stilles kritiske spørgsmål. Men når Flemming Østergaard vil
finansiere en ny multihal på Østerbro, er helvede løs, fordi sportspressen
straks er på sagen).
NÅR DGI GERNE SÆTTER sig til dommer over sportspressen med det slet skjulte
krav selv at blive mere synlig i spalterne, svarer det til, at
dilettanternes vagtparade i landsforeningen af amatørteatre (hvis en sådan
findes?) bestiller og betaler en medieanalyse om kulturjournalistikken i de
danske medier.
Konklusionerne i Mandag Morgens analyse er, at sportspressen er ukritisk,
ensidig, mandsdomineret, eliteorienteret og ikke mindst følgagtig i forhold
til de TV-stationer, der sætter dagsordenen.
Det er ifølge analysen den helt forkerte vej at gå for den skrevne del af
sportspressen, der angiveligt vil få mange flere læsere ved en bredere
dækning. Påstanden fremsættes med henvisning til en stigning i antallet af
aktive motionister, mens antallet af aktive i konkurrencesport er faldende.
Dokumentationen i Mandag Morgen bygger på nogle beregninger, der blev
foretaget i 1998 af Institut for Forskning i Idræt og Folkelig Oplysning
(IFO). Institutionen har hjemme på Gerlev Idrætshøjskole på Sjælland, der er
kendt for sin faste forankring i DGI og bl.a. har været leveringsdygtig i
den siddende DGI-formand, Søren Møller, der dog først er tiltrådt efter
analysens iværksættelse.
Analysen af avisernes stofvalg har stået på i et år fra september 2001 til
slutningen af august 2002. Af Mandag Morgens tal fremgår det ikke helt
uventet, at over 50 pct. af stofvalget handler om fodbold. De 10 pct. heraf
dog om VM-fodbold, der kun trækker tallet op hvert fjerde år.
Trækker man VM-stoffet fra, ligger mængden af fodboldstoffet i medierne
faktisk overraskende lavt i betragtning af, at to forskellige
opinionsundersøgelser for Jyllands-Posten tidligere har vist, at rundt
regnet 50 pct. af befolkningen har fodbold som det foretrukne stofområde,
både når det gælder avislæsning og TV-kiggeri.
TIL MANDAG MORGEN siger den svenske medieforsker Ulf Wallin, at især TV, men
også den skrevne presse indgår i en ukritisk symbiose med sportsindustrien,
altså den kommercielt drevne sportsbranche med professionelle udøvere.
For den skrevne presses vedkommende er det vanskeligt at forestille sig, at
fodboldens klubbosser som Flemming Østergaard, Per Bjerregaard og diverse
topledere i DBU kan erklære sig enige.
Konflikterne mellem aviserne og de professionelle ledere er utallige, så det
er mere i overensstemmelse med virkeligheden at se den skrevne presse som
den kritiske vagthund, der fra sidelinjen udfører en tæt overvågning af
parløbet mellem sælgere og købere af eksempelvis TV-rettigheder.
Af samme grund rammer analysen rigtig, når den gentager den for længst
kendte sandhed, at de journalistiske prioriteringer på TV-stationerne er
helt og aldeles styret af prisen på og ejerskabet af senderettighederne.
Men analysens svaghed er den voldsomme generalisering og det blinde øje, der
tilsyneladende ikke har registreret den kursændring i retning af langt mere
kritisk sportsjournalistik, der skete op gennem 1990'erne i landsaviserne og
sågar i tabloidpressen.
I internt arbejdssprog opfandt nærværende medie således det, vi kaldte for
"sampro-stoffet", en betegnelse for de samfundsrelaterede problemstillinger,
der ligger uden for den traditionelle sportsreportage og går på tværs af
alle sportsgrene.
Når forskningslederen fra IFO, Bjarne Ibsen, til rapporten siger, at
sportspressen slet ikke har beskæftiget sig med årsagen til punkteringen af
den internationale fodboldøkonomi, er han enten blind eller utilladeligt
uvidende.
SOM DET FØRSTE MEDIE i Danmark tog Jyllands-Posten for flere år siden
konsekvensen og udstationerede i to måneder en sportsmedarbejder i
sportsindustriens hovedstad, London, hvorfra han i adskillige reportager
rent faktisk forudsagde medieselskabernes fald et år før, situationen blev
til virkelighed og fik økonomien til at bryde sammen i fodboldklubber over
hele Europa.
"Sportens industri", "Det dovne Danmark", "Sport i udbrud", "Sport 2000",
"Tipsmillionerne ruller", "Fodboldens fejlskud" og "De frivillige" er blot
nogle af de mange sampro-temaer, der har præget JP's spalter de seneste år.
Fri os derfor for generaliseringen.
Men det vil altid være et bladpolitisk spørgsmål, hvordan det enkelte medie
ønsker at vægte den utraditionelle sportsjournalistik fra supermarkedets
øverste hylde i forhold til den mere traditionelle del på hylden i
øjenhøjde.
En meget stor del af den alternative sportsdækning, der efterlyses i
analysen, findes allerede i de skrevne medier, men har ikke fundet nåde for
analysens fædre. Fritidsindustrielle emner som motionsløb, fitness,
familiegolf m.m. placeres eksempelvis på livsstilssiderne, mens en række
økonomivinkler står på erhvervssiderne.
Trods den megen magi i makværket fra DGI/Mandag Morgen, kan medierne
naturligvis bruge rapporten som en provokation til selvransagelse og
forbedring inden for rammerne af de økonomiske og personalemæssige
ressourcer.
Men når vi alle er underlagt de vilkår, kan man godt blive lidt misundelig
på DGI, der har råd til at bruge 16 mio. kr. om året fra tipsmidlerne på
blad- og informationsvirksomhed.
fc