Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Per Kjærbye fylder 50 år

Søndag d. 14. november 1999

En af Danmarks førende sportsfotografer gennem en lang årrække, Per Kjærbye, fylder 50 år søndag den 21, november.

Per Kjærbye er bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister, hvor han er en god repræsentant for sine kolleger, men han deltager også ivrigt i diskussionerne om alle andre af foreningens arbejdsområder.

Per Kjærbye har en meget stor del af æren for, at Danske Sportsjournalister kan præsentere et flot medlemsblad med prægtige farvefotos.
Det seneste nummer er et fint eksempel, hvor Per Kjærbye tog en stor del af billederne - først og fremmest forsidebilledet af de fire kvindelige sportsjournalister. Et foto af meget høj kvalitet.

Per Kjærbye, der har realeksamen, kom som 17-årig i mesterlære som reklamefotograf hos Poul Bech Reklamefotografi.

Som 20-årig blev han rekrut i Flyvevåbenet i Karup. Han fik forlænget værnepligten som befalingsmand i Kontrol- og Varslingstjenesten i Vedbæk.

Efter værnepligten blev han ansat som mørkekammerassistent i Det Berlingske Hus, hvor han senere blev billedredaktør.

I fritiden fotograferede han sport og blev optaget i Pressefotograf Forbundet i 1977.

I 1978 forlod han Det Berlingske Hus og blev freelancer. Efter en kort freelanceperiode blev han ansat på "Alt om Sport".

Efter tre års ansættelse "indskrænkede" udgiveren, og han genoptog free lance tilværelsen og har været free lance fotograf lige siden.

Han har siden 1978 været fast fotograf for DBU og det danske fodboldlandshold og skildret 230 officielle A-landskampe i ind- og udland med Danmark og 150 landskampe uden dansk deltagelse.

Siden 1978 har han opbygget et billedarkiv over dansk sport, mest fodbold.

I 1985 blev han valgt som "Årets Sportsjournalist" som den første fotograf.

Det kan undre, hvordan Per Kjærbye også får tid til at være en særdeles ihærdig idrætsleder i Søllerød Boldklub, hvor der er 700 medlemmer.

Det startede for seks år siden, da han blev valgt som ungdomsformand, og efter fire år på posten blev han hele foreningens formand. En post, han beklæder med stor entusiasme og idealisme.

Det ulønnede arbejde indbragte ham den ærefulde titel som "Årets Idrætsleder" i Søllerød Kommune.

Ud over de faglige kvaliteter er Per Kjærbye en god bestyrelseskollega og en herlig kammerat, hvis engagement vi sætter stor pris på, og vi glæder os til at give fødselaren et gevaldigt klap på skulderen på hans store dag.

Hjerteligt til lykke, Per-mand.

Vi håber, du fortsætter med samme ildhu i mange år endnu, både som topprofessionel fotograf og bestyrelsesmedlem.