Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Peter Vestergaard udnævnt som chefredaktør

Torsdag d. 13. marts 2003

Peter Vestergaard, sportsredaktør på Århus Stiftstidende, er blevet udnævnt som chefredaktør, skriver Århus Stiftstidende selv i dag.

Peters tidligere kollega på sportsredaktionen Morten Ravn skriver i Århus Stiftstidende i dag:


Peter Vestergaard er kendt som Stiftstidendes sportsredaktør gennem de seneste seks år. Han træder mandag ind i Århus Stiftstidendes chefredaktion sammen med ansvarshavende chefredaktør Erik Frodelund.

Peter Vestergaard er efter en række erfaringer rundt i det danske mediebillede, siden han blev journalist i 1986, vendt tilbage til sin barndomsgade, Jyllands Allé i Viby, hvor han bor sammen med sin hustru Lena og børnene Liv på 10 år og 16-årige Theis.

- Jeg er ægte århusianer og utroligt glad for og stolt over at bo i Århus. For mig er Århus verdens bedste by. Jeg får nu en enestående chance for at være med til at udvikle og styrke verdens bedste lokalavis i hele dækningsområdet fra midtbyen over Beder, Odder, Skanderborg, Hammel og til Djursland for blot at nævne et par eksempler, siger Peter Vestergaard.

Den ny chefredaktør anerkendes blandt sine journalistiske kolleger for at få det bedste frem i folk. Han stiller store krav, men er kendt som en loyal mand over for både sine medarbejdere og kilder.

Superligaklubben AGFs tidligere direktør, Michael Hyldgaard, har i et interview sagt om Stiftstidendes kommende chefredaktør, at det er sjældent, en direktør for en virksomhed kan læse om firmaets strategier og planer i avisen - før direktøren selv er præsenteret for dem. Det er dog tilfældet i Stiftstidendes spalter i ny og næ.

Peter Vestergaard er uddannet på Danmarks Radio og fagbladet Byggeri. Han begyndte sin karriere i DR, fortsatte som sportsredaktør på Dagbladet Holstebro, inden han i 1987 blev udnævnt til Jyllandsredaktør på Fodboldmagasinet Tips-Bladet. Han har siden 1996 været sportsredaktør på Stiftstidende, hvor en ny nu skal findes.

- Vi skal være byens mest vedkommende avis, som sætter mennesket i centrum, siger Peter Vestergaard.

- Vi skal fastholde og udvikle den nuværende linje, som satser på journalistik i øjenhøjde med læseren. Det sker også ved, at vi udvider redaktionen med nye journalister inden for erhvervsstof, kulturstof og detailhandelen med en klar lokal forankring, siger Vestergaard.

Chefredaktør Erik Frodelund har samtidig med udnævnelsen af den ny chefredaktør foretaget en mindre rokaden i den øvrige chefgruppe. Redaktionschef Niels-Christian Jönsson kaster bolden op i en helt ny branche som medindehaver af restauranten Svineriet i Mejlgade og forlader avisen.

Kulturjournalist på avisen siden 1994, Pia Richter, bliver ny redaktionschef i et team med redaktionschef Ella Fiil.

- Jeg gør det her for at styrke avisens ledelse. Det er nødvendigt, hvis vi skal være det, vi gerne vil være. Nemlig verdens bedste lokalavis, siger Erik Frodelund.

- Peter Vestergaard har gjort et fortræffeligt stykke arbejde på sporten, men der bliver i fremtiden ikke i højere grad fokus på dette område i avisen. Det er ikke sporten, som rykker ind i chefredaktionen. Det er Peter Vestergaard, siger Erik Frodelund.

Mediebranchen som helhed mærker som store dele af det øvrige erhvervsliv en lurende krise. På det århusianske avismarked kulminerer bladkrigen for tiden. Konkurrencen folder sig blandt andet ud i gadebilledet med gratisaviserne Metro og Jyllands-Postens JP Århus.

- Vi oplever et bladhus i Århus, som står for rendyrket imperialisme, siger Erik Frodelund med slet skjult adresse til Viby og Jyllands-Posten.

- Vi vil levere verdens bedste journalistik i Århus, og det kan vi ikke gøre med gængse sparerunder. Det vil slå os ihjel. Vi går derfor lidt den modsatte vej og opruster den redaktionelle ledelse, mens redaktionscheferne samtidig skal arbejde på en ny måde, siger Erik Frodelund.

I den kommende tid vil læserne møde fire nye journalister i avisen. Louise Witt og Louise Wilhelmsen skal skrive om kulturlivet i byen, Birgitte Thusing er ansat til at skrive om arbejdsliv og Grith Brønd Jørgensen vil skrive om forbrug og butiksliv.