Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Motorsport på Eurosport

Torsdag d. 5. juni 2003

Til Sportsredaktionen.

I den kommende weekend afvikles 5. afdeling af MotoGP Verdensmesterskabet på Mugello racerbanen i Italien.

Set fra en dansk synsvinkel er Grand Prixet særlig interessant fordi det unge MotoGP talent Robbin Harms har fået starttilladelse og for første gang skal prøve kræfter med verdens eliten på en konkurrencedygtig motorcykel.

Artiklen nedenfor stilles frit til rådighed for redaktionen sammen med det vedhæftede foto. Hvis billedet publiceres bedes I venligst benytte kildeangivelse.

Med venlig hilsen

Søren Clauding

Eurosport



Dansker med i MotoGP

Set fra en dansk synsvinkel er det mest spændende ved weekendens 5. afdeling af MotoGP verdensmesterskabet, at Robbin Harms fra København for første gang er med i et Grand Prix på en konkurrencedygtig motorcykel. Det sker, når starten går til Italiens Grand Prix i 125 ccm katagorien søndag formiddag klokken 11.15.

21-årige Robbin Harms har fået starttilladelse - et såkaldt Wild Card - til Grand Prix'et, og det bliver det første af antagelig en hel række GP-deltagelser i de kommende måneder. Det sker som led i en satsning fra den danske Aprilia importør, TMP, med det formål at gøre danskeren til fast deltager i MotoGP Verdensmesterskabet næste år.

"Men det bliver svært," siger Robbin Harms inden afrejsen til Italien. "Mugello racerbanen er kendt som en af de vanskeligste i VM-serien og jeg har aldrig kørt på banen. Det er også kun mit andet løb på den helt nye Aprilia, og jeg har ikke vænnet mig til, hvordan den kører endnu."

Alligevel har den talentfulde dansker tillid til at slutte på en god placering, som vil være et sted mellem nr. 15 og 25 i det stærkt konkurrenceprægede felt.

Foruden 125 ccm verdensmesterskabet køres der også i klassen for 250 ccm motorcykler, hvor en anden Aprilia-kører, Manuel Poggiali fra det nærliggende San Marino fyrstendømme, er storfavorit.

I MotoGP katagorien forventes endnu et opgør mellem de to firedobbelte verdensmestre, Honda kørerne Valentino Rossi og Max Biaggi, som dog forventes at få kamp til stregen af spanieren Sete Gibernau, der forleden slog Rossi på selveste Le Mans racerbanen i Frankrig.

I MotoGP forventes også en stærk indsats fra brasilianeren Alex Barros, der kørte sin Yamaha ind på 3. pladsen i Le Mans. Og de to Ducati-kørere Loris Capirossi og Troy Bayliss er denne gang på Ducatis hjemmebane - det giver garanti for ekstra spænding.

Suzuki og Kawasaki har haft lidt vanskeligt ved at komme i gang med sæsonen, men efter at australieren Garry McCoy scorede Kawasakis første VM-points for en 9. plads i Le Mans kan Italiens Grand Prix blive stedet for et egentlig gennembrud.

Italiens Grand Prix kan følges på Eurosport med kvalifikationskørsler lørdag fra klokken 12.45 mens løbsdagen - søndag - begynder klokken 10.00 og fortsætter til klokken 15.15 med 125 ccm starten klokken 11.15 og MotoGP starten klokken 14.00.

Stillingen i VM forud for 5. afd. (ud af 16):



MotoGP:

1. Valentino Rossi (ITA), Honda, 90 points

2. Max Biaggi (ITA), Honda, 67 pts.

3. Sete Gibernau (SPA), Honda, 63 pts.



250 ccm:

1. Manuel Poggiali (RSM), Aprilia, 63 points

2. Toni Elias (SPA), Aprilia, 58 pts.

3. Randy de Puniet (FRA), Aprilia, 56 pts.

Roberto Rolfo (ITA), Honda, 56 pts.


125 ccm:

1. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, 71 points.

2. Lucio Cecchinello (ITA), Aprilia, 66 pts.

3. Steve Jenkner (GER), Aprilia, 60 pts.