Fem til Werge: “Det handler om livsglæde”

Carsten Werge og Champions League pokalen...

I serien “Fem til….” stiller den tidligere chef for Radiosporten Henrik Brandt fem spørgsmål til Carsten Werge. Sidstnævnte er i marts fyldt 60 år, er kommentator på det de fleste kender som TV 3-kanalerne, Viasat eller som det retteligt hedder: Nordic Entertainment Group. Tidligere har Werge arbejdet på Berlingske og Danmarks Radio. Han blev sidste sommer ramt af betændelse i bugspytkirtlen og balancerede bogstaveligt talt mellem liv og død. Efter otte måneders sygefravær vendte han tilbage i dette forår – stemmen er atter i vores stuer.

De 5 spørgsmål – og svar kommer her fra Henrik Brandt: 

Mener at kunne erindre, at du altid har drømt om at blive fodboldkommentator – overvejede du nogensinde en anden levevej og i så fald hvilken?

“Jamen, det stemmer. Allerede da jeg som lille dreng var med min far til fodbold, og derigennem fik lov til at møde koryfæer som Svend Ghers og Gunnar Nu Hansen, begyndte jeg at drømme om et liv som fodboldkommentator. Jeg var dybt fascineret af deres evne til at skabe en stemning/begejstring og få ordene til at flyde flot ud af munden.

Når jeg selv løb og spillede fodbold, kunne jeg sagtens finde på at ”kommentere” imens. Både højlydt og inde i min ret skæve hjerne.

Så jo, jeg er vist havnet på den helt rigtige hylde”.

Hvad er du særlig bevidst om at understøtte og udvikle som kommentator, hvilke effekter og elementer, (sproget, korrekt udtale af navne, talekadence, pauser, samspillet med eksperten)?

“Variationen i sproget er vital, så det ikke bliver for monotont at lytte til. Talekadancen er i sig selv udfordrende, fordi det er med til at opbygge og dermed skabe et dramatisk lydbillede. Og i den forbindelse er pauserne en meget væsentlig brik. Man kan nemlig tillade sig at både snakke og speedsnakke mere, hvis man samtidig husker at holde sin kæft i ny og næ. Her har mange unge kommentatorer en del at lære, fordi de plaprer deruaf og bruger løs af alskens åndssvage statistikker. De glemmer simpelthen at være på kampen – på begivenheden.

Samspillet med eksperten er en svær størrelse, men det er et væsentligt element. For det første handler det om en god kemi. For det andet om at man har nogenlunde samme opfattelse af, hvordan fodbold skal spilles. For det tredje skal eksperten lære at holde sin kæft på de rigtige tidspunkter og være i stand til at få ord ud af munden, der supplerer det som billederne viser”.

Hvad synes du selv er din største succes/begivenhed, hvor det hele bare er gået op i en større helhed og hvorfor? Har du et eksempel på en reportage, der bare er gået i udu..! 

“Der er en del Champions League finaler, hvor jeg synes jeg har leveret så tæt på mit maksimale niveau som overhovedet muligt. Altså kampe, hvor sproget fløj, hvor målspeaks sad lige i øjet og hvor samspillet med især Per Frimann var som i et godt ægteskab: humoristisk og direkte uden at blive for erotisk ☺

Eksempler på reportager der gik i udu er der naturligvis masser af. Min allerførste store radioreportage var en katastrofe. Det var ved OL88 i Seoul, hvor min ”uduelige” chef fra dengang, Henrik Brandt, kastede mig ud i kvindernes landevejsløb i cykling. Det gik helt i ged, jeg fandt vist aldrig ud af hvem der havde vundet, da de 50 madammer kom ind over målstregen i en massespurt, men min fatale håndtering af opgaven lærte mig, hvor vigtigt det er at være forberedt. Især når man er på udebane, som jeg virkelig var i dobbelt forstand den formiddag i Sydkorea”.

Hvad er den største forskel på den kommercielle tv-verden som Viasat-ansat og en public service-virksomhed som DR, hvor du begyndte din karriere. Ser du fordele hos den ene fremfor den anden?

“DR var en fantastisk lære- og legeplads. Jeg elskede at være en del af et fantastisk hold på Radiosporten, hvor vi ikke bare var hjælpsomme kolleger men også venner. Og med Henrik Brandt som en formidabel chef af den menneskelige slags. Min tid på TV-sporten er også noget jeg tænker tilbage på med glæde, og især var det en ære at følge Claus Borre og lære af hans unikke journalistiske kompetencer. På DR TV blev jeg fuldbefaren som fodboldkommentator på TV, men da jeg i 1998 fik muligheden for at tage springet til det kommercielle TV3, var jeg egentlig aldrig i tvivl om, at det var det rigtige, selv om alle dengang sagde, at det var decideret idiotisk at jeg forlod min plads hos prestigefyldte DR.

De mere end 20 år hos TV3/Viasat/Nentgroup har være et fest.

Mine primære chefer på stationen – Jørgen Madsen, Peter Nørrelund og Kim Mikkelsen – har altid haft en holdning om, at alle ideer fortjener at blive afprøvet, og det ligger perfekt til mit temperament.

Vi arbejder hårdt – men vi sørger samtidig for at have det sjovt og har respekt for hinandens kompetencer.

Jeg følger selvfølgelig stadig med stor interesse min gamle arbejdsplads på DR. 

Radioen gør det mestendels virkelig godt, men tv-sporten arbejder under vilkår, der egentlig bare bekræfter mig i, at det var vigtigt at få røven ud af TV-byen dengang for 21 år siden”.

Du har været gennem en svær og livstruende sygdom. Hvad er det for en dedikation og kræfter i dig, der har gjort, at du har kæmpet dig tilbage. Hvordan vil du gerne kunne afslutte et flot karriereforløb ?

“Helt banalt har det handlet om livsglæde og lyst til stadig at være til for min familie og mine herlige kolleger. Jeg er stadig ”kun” 60 år, har det som regel skide skæg, uanset jeg er hjemme eller på job, og derfor var der ligesom ingen grund til at tage det sidste skridt ud over kanten.

Min ambition herfra er egentlig ret simpel: jeg vil satse på at stoppe, mens jeg er på toppen. Og jeg mener sagtens, at jeg kan holde mig på den position i minimum fem år mere. Jeg har lovet at være ærlig overfor mig selv, så den dag jeg inderst inde ved, at jeg ikke holder et anstændigt niveau, så smutter jeg med et tilfreds glimt i øjet”.