Årets sportsfotograf har fået sin fortjente pris

Lars Rønbøg med prisen for Årets Sportsfotograf. Foto: Martin Davidsen

Af Martin Davidsen

Da Lars Rønbøg i 2019 udgav bogen LIGA sammen med Mikkel Davidsen, havnede et eksemplar af udgivelsen blandt andet hos et medlem af Danske Sportsjournalister, nemlig undertegnede, Martin Davidsen.

Længe var det planen at få signeret det fine eksemplar, og efter nogle mailskriverier frem og tilbage, lykkedes det at sætte en aftale op her i december 2020. Lars Rønbøg var på vej fra Sjælland til Jylland for at dække de afsluttende kampe ved EM i kvindehåndbold, og derfor kunne han godt slå vejen forbi Nyborg.

Da signaturen var sat i bogen, måtte jeg imidlertid krybe til korset og fortælle, at der var en bagtanke med at lokke Rønbøg til at gøre holt på den smukke ø midt i landet.

For Lars Rønbøg er af Danske Sportsjournalisters særlige priskomité blevet kåret til Årets Sportsfotograf. I forbindelse med valget af Rønbøg som vinder, er der blevet lagt vægt på, at Lars Rønbøg har et helt formidabelt blik for det perfekte fodboldbillede – hans evne til at rumme den store historie i den lille situation er helt unik. Og så fortjener det også anerkendelse, at Lars Rønbøg både er udkommet med en bog og i øvrigt med succes har lavet en forretning, hvor han sælger sine fotografier til sportsfans. Rønbøgs billeder har vitterligt kvalitet til at hænge og pryde mange vægge rundt om i Danmark.

Lars Rønbøg er naturligvis glad for prisen og anerkendelsen fra Danske Sportsjournalister.

”Det er jeg stolt af. Det bliver ikke større. Det glæder mig også at høre begrundelsen. Det er jeg super glad for. Vi fotografer er måske mest målrettet de traditionelle medier, men jeg prøver med mine øvrige projekter også at komme ud til fodboldfans. Det er rigtig fint at få anerkendelse for det også,” siger Lars Rønbøg i forbindelse med prisoverrækkelsen, der fandt sted i Nyborg og indeholdt den akavede situation, at journalisten bag dette billede skulle lege fotograf. Det beklager vi.

Foruden Lars Rønbøg var også Lars Møller nomineret i kategorien Årets Sportsfotograf, og Møller vil blive anerkendt i forbindelse med næste Generalforsamling og Galla, der afholdes når det igen er muligt at samles i festligt lag.