Ny bog: Nicolai Lisberg zoomer ind på FC Barcelona som institution

Vores medlem Nicolai Lisberg er til daglig bosat i Spanien, og han har nu udgivet en bog om FC Barcelona og klubbens nedtur de senere år, kulminerende med Lionel Messis afgang i sommer. Bogen er netop udgivet på Forlaget Helmin & Sorgenfri.

Her er forlagets omtale af bogen:

Barcelonismo – Klubånd, kaos og livet efter Lionel Messi

Barcelonismo. Det er summen af den særlige ånd, der i årtier har været med til at gøre FC Barcelona til més que un club, som de ynder at sige i Catalonien om regionens stolthed, fodboldmæssige og politiske modstykke til regeringen og hovedstadens Real Madrid.

Et fikst reklamestunt, men også en filosofi, som Barcelona længe levede efter. Det var klubben, der satte en ære i at være bedre end alle andre. På og uden for banen. Den spillede uden sponsor på trøjerne, stillede op til en kamp udelukkende med egenproducerede spillere og vandt et væld af titler med en attraktiv spillestil. Barcelona var målestokken for alle andre hold. Verdens bedste hold med verdens bedste spillere.

Men i det seneste årti har klubben ændret sig radikalt. Den har haft sponsorer i Qatar, der er brugt mange penge på udlændinge, der ikke har slået til, klubbens talentakademi har haft svært ved at udvikle spillere, tilskuertallene er dalende, økonomien bløder og titlerne er forsvundet, mens skandalerne blot er blevet flere og flere og større og større.

Hvor gik det galt for Barcelona? Og kan de finde deres vej tilbage igen i en virkelighed uden Lionel Messi, der mere end nogen anden har defineret det moderne Barcelona? Joan Laporta er tilbage som præsident, og det samme er håbet om, at han igen kan bringe den berømte Barcelonismo tilbage i klubben. At Barcelona igen bliver mere end en klub og genfinder sig selv og sin lokale forankring.

Bogen tager dig med på en rejse ind i klubbens sjæl, men også på en rejse til byen Barcelona og dens historie, der er så uløseligt forbundet med fodboldklubben.

”Barcelona som fodboldklub og fænomen har altid fascineret mig. Da jeg påbegyndte arbejdet med bogen for nogle år siden, var det med en lyst til at forstå klubben som kulturinstitution. Jeg havde jeg ikke en endelig slutdato, men med først præsident Josep Bartomeus farvel og siden Lionel Messis afsked føltes det som det rigtige tidspunkt at binde en sløjfe på. Det lyder måske en smule frelst, men jeg synes ganske enkelt, der var behov for en bog, der påtog sig opgaven om at forstå faldet i detaljer og tilsætte de nuancer, der oftest forbigås i de daglige analyser,” siger Nicolai Lisberg.

Nicolai Lisberg er freelance journalist. Han er fast bopæl i Spanien og han er i kraft af sit journalistiske arbejde for danske og udenlandske medier samt det europæiske fodboldforbund UEFA han den danske journalist, der har været tættest på FC Barcelona i de epokegørende år.