DIF: Bliv OL-akkrediteret til Paris 2024

Meddelelse fra DIF: 

Kære journalist/fotograf/redaktør

Med 592 dage til OL skyder vi OL-akkrediteringsprocessen i gang.

I DIF, der er olympisk komité i Danmark, har vi fået tildelt et bestemt antal presseakkrediteringer til den skrivende danske presse – herunder stillfotografer. Hvis du ønsker at dække de sportslige OL-konkurrencer, skal du derfor ansøge DIF om en eller flere akkrediteringer. Herefter vi vil i DIF – i samråd med Danske Sportsjournalister (DS) – fordele akkrediteringerne med målet om, at OL kommer så bredt ud til danskerne som muligt med fokus på sporten. Du ansøger ved at besvare denne mail.

Vi forventer, at der bliver rift om akkrediteringerne, og at vi ikke kan opfylde alle ønsker. Hvis du er freelancer eller skriver for et mindre kendt medie, så bedes du derfor kort beskrive, hvem du kommer til at arbejde for/afsætte historier til + hvordan du primært kommer til at dække OL.

Til OL findes der forskellige presseakkrediteringer. Du skal notere, om du dækker OL som skrivende journalist eller som stillfotograf, og så skal du notere, om du vil dække én bestemt eller flere sportsgrene. Måske ønsker du fx udelukkende at dække sejlsportskonkurrencerne, som af gode grunde ikke afvikles i Paris men i Marseille, og så har du ikke brug for en akkreditering til ’all’, som der er mere rift om. En akkreditering giver dig adgang til pressepladserne på venues, presserum, pressemøder, pressetransport og formentlig til fri offentlig transport i Paris.

Det er vigtigt at understrege, at OL-akkrediteringerne kun gælder til den skrivende presse og til stillfotografer. Som udgangspunkt må ingen akkrediterede offentliggøre lyd og levende billeder fra akkrediterede OL-zoner udover ’rights holders’, som i Danmark er DR og TV 2 (+Discovery digitalt). Du kan derfor fx ikke lave et interview i lyd og levende billeder fra et pressemøde fra et olympisk område eller offentliggøre video fra tilskuerpladserne, mixed zone, Village Plaza mv.

Det er også vigtigt at understrege, at du kun skal ansøge, hvis du er sikker på at tage af sted, hvis du bliver tildelt en akkreditering. Du skal derfor allerede nu selv undersøge, hvad din transport og ophold cirka koster, så du ikke vender retur tre måneder for OL og siger, at du alligevel ikke skal bruge din akkreditering. Det har vi desværre prøvet tidligere, og det betyder, at akkrediteringen går tabt, og at en ’pressekollega’ ikke kommer afsted. Vi risikerer samtidig, at IOC fremover skærer i antallet af danske akkrediteringer, hvis der er ubrugte akkrediteringer, og der skal vi helst ikke hen.

I første omgang har vi brug for følgende, for at du kan komme i betragtning til en akkreditering:

  • Navn på medie/freelancer:
  • Antal akkrediteringer (skrivende journalist og stillfotograf):
  • Én bestemt sportsgren eller alle:
  • Mail og mobil:
  • Til freelancere/mindre kendte medier: Hvem kommer du til at arbejde for/afsætte historier til + hvordan kommer du primært til at dække OL?

Deadline for ansøgning er 1. februar 2023 ved besvarelse af denne mail til undertegnede. Herefter vurderer vi sammen med DS, hvordan akkrediteringerne skal fordeles.

Spørgsmål rettes til Jacob Draminsky, OL-presseansvarlig ved DIF.