Tekst: Flemming Toft
Der står Ritzau på ryggen af Mikkel Lundby Langer – og det er vi mange, der er glade for. Netop den kombination giver os andre i medierne og de mange avislæsere og digitale brugere sikkerhed for gode, pålidelige historier. Ikke mindst fra fodboldens verden.
Når Ritzau præsenterer sig selv som et “troværdigt, hurtigt og markedsorienteret nyhedsbureau”, så har de lagt Mikkel ind under vingerne. Og så kan vi andre tilføje en dygtig, vellidt, vidende journalist, der vel mest af alt kan dækkes ind som fodbold-journalist.
Det har været Ritzau siden praktikperiodens startede for præcis ti år siden. Det blev til vikar og freelance-jobs, indtil en fast stilling blev slået op. Han manglede dog to måneder før han dimitterede fra DMJX – selvfølgelig ventede Ritzau. Bevidst og god timing.
Hvad er det Ritzau kan – og skal. Medierne har hver deres form – EB har deres “kontante” form, Politiken har deres mere dybdegående form, nogle medier satser udelukkende på det digitale, der er lokale medier osv.
”På Ritzau skal vi give en bred dækning af sportens verden. Vi gør det primært ud fra et dansk perspektiv, men er selvfølgelig også i berøring med de største internationale sportshistorier og trends. Ideelt set sørger vi med vores brede dækning for, at de enkelte sportsredaktioner i den anden ende kan allokkere flere kræfter til at lave mere dybdegående eller undersøgende journalistik, livlige portrætter, velskrevne fortællinger, eller hvad deres speciale nu måtte være, fordi de ved, at Ritzau nok skal sørge for en journalistisk dækning af dagens kamp i Metal Ligaen, en ny verdensrekord i stangspring eller endnu et obskurt Brøndby-indkøb fra den tredje verden.”
”De fleste danske medier er kunder hos os og viderebringer vores historier, og derfor er det en kerneopgave at sørge for, at indholdet er faktuelt og sprogligt korrekt, så det kan udgives 1:1. Derfor har vores historier typisk også lidt mindre sprogligt svung i rubrik og brødtekst, end hvis EB eller B.T. havde lavet samme historier. Det kan vi eksempelvis se, hvis de udgiver vores historier bare med en mere tabloid overskrift.”
På Ritzau er der nogle forskellige formater?
”Ja vi har tre formater: Net, Plus og Noter.”
“Nethistorier er friske nyheder, der typisk optræder på andre mediers sportssider. Det gælder eksempelvis formidling af netop afviklede sportsbegivenheder og reaktionshistorier herfra, eller historier på baggrund af fondsbørsmeddelelser eller udmeldinger fra sportsklubber, atleter eller forbund. De udgives døgnet rundt, og der er ingen øvre eller nedre grænse for, hvor mange nethistorier der er på en dag, men på en nyhedstung dag skal der mere til, før noget vurderes at være væsentligt nok til at blive skrevet.”
“Plushistorierne er tiltænkt printaviserne, men udgives også online bag betalingsmure. De har typisk en mere tematisk vinkel – hvorfor skal angribere i dag lave meget mere end bare at kunne afslutte? Hvorfor har vi ingen danske kandidater til landstrænerjobbet i ishockey? Hvorfor kaster selv middelmådige kuglestødere næsten to meter længere end Joachim B. Olsen? Vi udgiver to plushistorier alle hverdage. De suppleres altid som minimum af en faktaboks til historien og eventuelt også en grafik.”
“Notehistorier er de mindste sportshistorier – dem som i gamle dage fik en kolonne eller et hjørne i avisen eller kunne læses på tekst-tvs “Kort om sport” eller “Kort om fodbold”. Notehistorierne kan eksempelvis omhandle en kontraktforlængelse i en superligaklub eller et middelmådigt dansk resultat i roning.”
Du har et særligt område – det danske fodboldlandshold. Det vel nok mest eksponerede i sportens verden. Er det levet sværere med årene at dække landsholdet?
”Det er både sjovt at spændende at dykke ned i landsholdet på fuldtid fem samlinger om året. Til sociale sammenkomster kan man virkelig mærke, at landsholdet har fat i befolkningen, for jeg oplever jævnligt folk, der gerne vil høre, om jeg ved noget om ham, den eller det, eller om jeg ikke synes, at Hareide/Hjulmand skal fyres, eller om Frederik Rønnow ikke skal på kassen.”
“I 2015 var pressens forhold noget anderledes end i dag. Det var muligt at snakke med alle spillere hver dag – som regel i lang tid om mandagen og så kun et kvarter de øvrige dage. Det var lidt et stort og til tider stresset kødmarked i hotellobbyen i Helsingør, men det gav mulighed for en masse solointerviews og meget mere unikt materiale. Det kunne også mærkes på journalisternes albuer, alle ville hjem med en god historie, de andre ikke havde. Jeg har hørt, at pressens vilkår var endnu gunstigere, før jeg begyndte at dække landsholdet.”
“I dag er det klyngeinterviews med 3-5 spillere, DBU har udvalgt. Alle får det samme råmateriale at arbejde med, og derfor er albuerne også sænket – har nogen problemer med en lydoptagelse, sender et konkurrerende medie gerne lydfilen. Ser man bort fra den fortælletekniske indpakning og de forskellige formater, er det de samme citater, der står hos Politiken, Ekstra Bladet, bold.dk og Ritzau, mens tv-stationerne kan drage fordel af at have spillerne for sig selv.”
Hvor kritisk er man/du omkring landsholdet – ment på den måde: Ritzau leverer jo til andre. Før i tiden var det til andre medier, nu er det mere direkte til brugerne/læserne. F.eks. med jeres intensiverede dækning af sportsstoffet på Berlingske. Betyder det noget i forhold til det der leveres?
”Det har som udgangspunkt ikke ændret vores tilgang til landsholdet eller andre stofområder, at vi i mange medier bliver benyttet i højere grad end tidligere. Vi bestræber os stadig på at give en nøgtern vurdering af landsholdets præstationer på banen. De befinder sig på spektret mellem succes og fiasko, så det handler om at ramme det rette toneleje, så ingen synes, det er en dommedagsprofeti eller for ukritisk, når Danmark smider en 2-0-føring i Kasakhstan.”
Hvad har været de oplevelser / begivenheder der har sat sig mest hos dig som sportsjournalist?
”Vikarlandskampen i Slovakiet var en surrealistisk oplevelse og en journalistisk vanvittig udfordring. Da jeg fløj derned mandag morgen med kolleger fra andre medier, regnede vi egentlig med, at kampen ville blive aflyst, og at vi skulle booke en ny flybillet hjem. Det næste halvandet døgn forløb med gonzojournalistik og et bizart slovakisk pressemøde (de troede, at det var superligaspillere, som kom, ikke amatørspillere), før vi pludselig sidder til et pressemøde med John “Faxe” som midlertidig landstræner for et hold bestående af divisionsspillere og futsalspecialister. Efter kampen var det første spørgsmål i mixed zone “hvad hedder du?”.”
“De professionelle vendte tilbage til en Nations League-kamp få dage senere, og efter den omskiftlige samling kan jeg huske, at jeg var helt rund på gulvet. Det er ikke altid, man opdager, at man afdækker et stykke sportshistorie, men det var der ingen tvivl om i hele den hektiske uge.”
Sportsjournalistikken er i centrum i disse år – ikke udpræget for det gode. Der skæres ned, der lukkes redaktioner, der fyres folk. Hvordan ser du fremtiden for sportsjournalistikken og sportsstoffet?
”Som sportsjournalist er det nemt for mig at overvurdere stofområdets betydning i medielandskabet, men nogen må jo gøre det, når næsten alle mediechefer på skrevne medier undervurderer det.”
”Jeg er bekymret på sportsjournalistikkens vegne, når jeg ser nedskæringer og sammenlægninger af redaktioner. Når jeg kan se vores basisstof blive brugt flittigt, så skulle det helst være med det udbytte, at sportsjournalister på andre medier kan lave noget endnu bedre og mere nørdet, men snarere bliver vi brugt, så en sportsmedarbejder kan spares væk.”
”Tidligere læste jeg sportssektionerne i de landsdækkende dagblade som det første på en morgenvagt for at se, om der var en god historie, Ritzau skulle citere. I dag er der langt færre sider, og de fleste af dem består af gårsdagens Ritzau-nyheder, der jo allerede har haft et halvt eller helt døgns levetid på nettet. Man forstår jo godt, hvorfor det er svært at tiltrække nye abonnenter.”
”Der er brug for sportsnørder hos Jyllands-Posten til at afdække sager om ludomani og doping eller til at lave et velskrevet portræt af Kevin Magnussen – hverken idéudvikling eller artikler bliver bedre af, hvis halvdelen af deres arbejdstid foregår på indlandsredaktionen.”
“Der er et stort marked for at kunne læse ALT om fodbold hos bold.dk – jeg er selv en flittig læser – men der er også stadig brug for fodboldhistorier med et bidsk Ekstra Bladet-aftryk. Jeg glæder mig til at følge den nye redaktionssammenlægning, men jeg undrer mig også over, hvordan man har analyseret sig frem til, at der ikke er brug for både bold.dk og Ekstra Bladet til at dække dansk topfodbold.”
“Hvis jeg skal finde noget positivt, så er det, at jeg stadig oplever en masse god sportsjournalistik i de lokale og regionale medier. De lader til at være blevet endnu skarpere på, hvad der er deres berettigelse og speciale. De er sikkert også hårdt presset ude på de enkelte redaktioner, men udefra set gør de et fremragende stykke arbejde. Jeg ved, at hvis jeg vil læse noget begavet om AGF, så skal jeg ind på Stiften, og hvis man skal finde det bedste take på en trænerfyring i Frederikshavn White Hawks, så er det en god idé at læse Nordjyske.”