Ung reporter får stor oplevelse

Danske Sportsjournalister har endnu en gang fået optaget et af vore unge medlemmer i vort internationale forbund, AIPS’ “Young Reporters Programme”.

Denne gang handler det om slutrunden vedrørende Europamesterskabet i fodbold for U/21-landshold for mænd, hvor Danmark som bekendt er deltager.

Slutrunden finder sted i Italien og San Marino i perioden 16. til 30 juni i år, og her skal DS-medlem nr. 944, Martin Schmidt, som er engageret hos Bold.dk, deltage i det træningsprogram for unge reportere, som AIPS i samarbejde med UEFA sætter op.

12 unge reportere er udvalgt til et særdeles spændende og udfordrende kursus, hvor de skal følge slutrunden og dagligt producere indslag – til alle typer af medier – som så offentliggøres på AIPS’ webside og i UEFA’s medier, eventuelt også i de enkelte deltageres eget hjemlige medie, hvis man ønsker det.

De unge reportere vil have tre mentorer at støtte sig til, få instruktion og vejledning, men ellers er det meningen, at de skal kastes ud i den udfordring, det er at dække en stor idrætsbegivenhed, så de får styrket deres faglige kompetencer som sportsjournalister, får skabt nye, sociale relationer og oplever den intensitet og nerve, der også er forbundet med vort fag.

Kurset er med alt betalt, lige fra rejse, ophold, forplejning og undervisning, og Martin Schmidt kommer til at dele daglig tilværelse i to uger med andre unge i alderen 24-28 år fra lande som Italien, Polen, Tyskland, Serbien, Østrig, Frankrig, Rumænien, Kroatien, San Marino, Slovenien og Uganda.

Martin Schmidt er den tredje unge reporter fra Danske Sportsjournalister, som får en sådan oplevelse ind under huden. Tidligere har to unge kvinder, Frederikke Muff og Caroline Tranberg, været med på lignende “Young Reporters”-arrangementer. F.O.