Søren Lissner er den yngste (29 år) kåret som “Årets Sportsjournalist”, så vidt jeg kan bladre i historiebogen. Og sammen med Christian Heide har de to gennemtrævlet alt bag det sorte forhæng i forbindelse med de to store (største) sportsbegivenheder på dansk grund: VM i ishockey og VM i håndbold.
De to satte fokus på økonomien bag de to store events, hvor offentlige kroner bev skudt ind fra kommuner, regioner og Sport Event Danmark. Artikelserier, der vakte stor opsigt for deres afdækning og medførte mange reaktioner.
Der er mere end Politiken til fælles for de to hædrede journalister – de er begge fra Assens. Og de skulle begge dække VM i ishockey i København og Herning.
“Starten på det hele var vores nysgerrighed omkring, hvordan man får et så stort arrangement til Danmark. Vi gik i første omgang ikke efter den store afsløring, men fandt efterhånden ud af, hvordan tingene hang sammen”, fortæller Lissner. Og Christian Heide supplerer:
“Det blev meget hurtigt sådan, at Lissner i researchfasen primært sad med den internationale del omkring Infront og IIHF, mens jeg tog mig af aktindsigterne i kommuner og regioner. Sådan meget groft sagt.
Men det er groft sagt – for man deler jo researchen, diskuterer den til hudløshed. Derfor “mestrer” begge jo i sidste ende stoffet ud i de mindste detaljer. På den måde er det også meget sigende i processen, at jeg – rent på hukommelsen – tror, at jeg endte med at lave flest interviews med de kilderne i IIHF og Infront, mens Lissner havde stor anpart i kontakten til kommunerne”.
De arbejdede på mange måder hver for sig, satte sig så sammen og summede over de informationer, der lå på bordet – på den måde “løftede de i flok”.
Og der kom mere og mere kontant stof på bordet omkring den offentlige økonomi i forhold til de to store arrangementer, der i sig selv gav drønende store overskud. Processen var minutiøs – og afslørende. Og forhindringerne var mange undervejs.
“Modstanden har i dén grad været mærkbar. Især fra DIU og IIHF. Men også kommunerne. Vi har mødt vrede og forargelse. Og oplevet, at man har forsøgt at så tvivl om vores research. Og så var borgmestrene i København og Herning ikke videre villige til at lade sig interviewe. Af os i hvert fald. Det er jo altid spøjst at se en politikker udtale sig på tv flere gange om ugen om VM’s fortræffeligheder, mens han har for travlt til os”, fastslår Christian Heide.
“Til tider var det svært undervejs, fordi der var tusindevis af sider aktindsigt at gå igennem. Detaljen, hovedhistorien, kunne ligge på f.eks. side 789, så hvis du var træt i hovedet kunne du overse side 789, og så var den store historie væk. Men vi har også mødt modstand fra de der syntes jubel-historien var bedre end den kritiske historie om økonomien bag de to store arrangementer. Og ishockey-formanden Henrik Bach-Nielsen gik f.eks. midt i et interview, fordi han syntes vi var for kritiske….”, fortæller Lissner.
Christian Heide kommer lige ind igen: “Det, der slog mig mest, var faktisk, at det flere gange blev insinueret, at vi på en eller anden måde ikke ønskede, at VM blev en succes. At vi håbede på fiasko og økonomisk fallit. Det har virkelig undret mig. Er det virkelig forventningen, at pressen bare skal klappe ukritisk, fordi idrætten giver Danmark et stort og unikt show?”.
Afsløringerne gav altså de to hæderen som “Årets Sportsjournalister 2018”. Og med rank ryg tog de imod krammere og klapsalver på generalforsamlingen.
“For mig personligt, er jeg meget beæret over at vinde så stor en pris allerede som 29-årig” – Lissner.
“Det er fantastisk at få så stor en anerkendelse for ens arbejde. Det bliver man sgu stolt af. Sådan helt ind i sjælen” – Christian Heide, som fortsætter:
“For mig er det et vidnesbyrd om, at vi på Politiken Sport har fat i noget virkelig godt. At vi faktisk lykkes med OGSÅ at satse på den kritiske og researchtunge journalistik. Det er en pris, som jeg synes, at min redaktion og Søren-Mikael Hansen har en kæmpe andel i”. FT
Der er meget mere om de to – og prisen – i det kommende nummer af medlemsbladet.