Fem til formanden – den nye

Jimmy Bøjgaard satte sig ikke i formandsstolen, den dag Andreas Kraul forlod den. Alligevel blev den 45-årige Danske Sportsjournalisters øverste og dermed har han slettet “næst” på CV’et og er nu formand nummer 16 i det Tommy Poulsen tidligere har kaldt “kongerækken”. Det startede i 1922 med Emil Andersen og nu altså Jimmy Bøjgaard. Her er “Fem til Formanden”:

 

1) Hvad går du egentlig og laver?

“Jeg kommenterer masser af slutspilsishockey på TV 2 SPORT, og fortsætter i næste måned til VM i Slovakiet med dansk deltagelse. Derudover er jeg involveret i forskellige mindre projekter, men fra februar til udgangen af maj står den altid på masser af tv-hockey”.

2) Hvorfor sagde du ja til at efterfølge Kraul?

“Fordi pilen pegede på mig, og fordi jeg som næstformand ikke ville løbe fra ansvaret, da bestyrelsen ønskede at jeg tog over. Og fordi vi har en god bestyrelse med ansvar og opgaver godt fordelt. Og så er jeg glad for, at Kraul fortsætter i bestyrelsen, og jeg opfordrede ham selv til at blive”.

3) Hvad vil du som ny formand for Danske Sportsjournalister?

“Jeg vil gerne fortsætte foreningens positive udvikling. Vi skal lave flere og mere vedkommende tiltag som fyraftensmøder og debat, og holde os relevante for medlemmerne i hele landet. Vi skal være synlige og til at få fat på, og her er den nye hjemmeside et stærkt løft, samtidig med, at vi har et medlemsblad af høj kvalitet. Jeg har også sat mig for, at jeg vil ud i landet, ud for at se på virkeligheden. Hvad sker der på Lolland-Falster og i Nordjylland – det kommer jeg til at bede et par af vore medlemmer opdatere mig på over en kop kaffe ude i deres nærmiljø. Forslag/invitationer modtages gerne”.

4) Hvor ser du sportsjournalistikken i dag – og i morgen?

“Som hamrende relevant, og noget, der er holdbart i en omskiftelig tid. Det kan godt være, at vi i vores branche lever en omskiftelig tilværelse på prioriteter, ressourcer og teknik, men livesport kan i enhver form noget særligt. Live, om det er i liveblogs, på tv, i radioen, eller på hjemmesider eller i billeder, er helt unikt i en tid, hvor verdenen bevæger sig mod on demand. Og det, der ikke er live, det er i mange former nærværende. Det er jo virkelig et emne til lang diskussion, og flere fyraftensmøder, men jeg håber vi som branche vil se og finde muligheder i stedet for begrænsninger. Og jeg tror på det. DIF og DGI har søsat visionen “Bevæg dig for livet” for at gøre Danmark til verdensmester i motion. Måske er det en kæmpe mulighed for vores branche, at kigge efter ting, der er nærværende og i kontrast til alle Champions League-referaterne. Jeg ved det ikke, men det er bare ét af mange eksempler på muligheder”.

5) Fortæl lige kort om din journalistiske løbebane

“Jeg udgav sportsblade som 10-årig, lavede lokalradio som 13-årig, startede fuld tid på lokalradio som 19-årig, startede i TV 2-systemet som 21-årig og har netop rundet 23 år der. Har lavet alt fra seriefodboldreferater og DM i cykling til Super Bowls, OL, Wimbledon, Formel 1, Le Mans og omkring 25 VM-turneringer med ishockeylandsholdet”.