Et stykke med sild og gamle minder på en Frida

Stemningsbillede fra en tidligere udgave af Danske Sportsjournalisters frokost for seniorer - ©Anders Kjærbye
Kniv og gaffel er standarværktøj til Veteranfrokosten ©Anders Kjærbye
“Kan du huske…” – øh…©Anders Kjærbye
“Og så skyder han…, nej han venter….” Svend Gehrs i hopla. ©Anders Kjærbye

Af Rasmus Bech

Var vi 25 den dag hos Frida på Gammel Kongevej i København? Det vil jeg tro. Omkring 25 knarke på et sted mellem 67 år og gravens rand, men trods det 25 knarke i mægtigt humør, for der er ikke noget, pensionister værdsætter højere end en gratis frokost – endda piftet op af det bedst tænkelige selskab.

Selvfølgelig er der flere pensionister i Danske Sportsjournalister end 25, men ikke alle kunne komme. Måske skulle en og anden have en pacemaker, et nyt knæ eller en hofte, måske havde han lovet konen at køre hende til banko i Vanløse Pensionistforening – måske havde datteren fødselsdag. Eller også havde han bare glemt det. Eller troede det var i august. Der er jo så meget. Græsset skal skam også slås.

Men ’vi andre’ var der. Kommet med S-toget eller Det Store Tog fra Odense, med bussen eller kørt derind af barnebarnet – eller vaklet hen ad fortovet til Frida på krogede ben. Og under alle omstændigheder med stor glæde og finpudset forventning.

”Hvor er det dog dejligt at se dig”, sagde vi til hinanden og stak næven frem. Eller gav et venskabeligt dask på skulderen til en ældre fyr, hvis ansigt vi godt kunne huske. Men navnet? Nåh, det skulle vi nok komme på i løbet af dagen.

”Du ligner fuldstændig dig selv”, løj vi en lille smule – og håbede, at vi selv ville få en lun kompliment, der kunne fjerne et par årringe og skærpe rankheden.

Ja, det var den årlige pensionistfrokost i vores gode forening – og den første af slagsen i præsident Bøjgaards regeringstid. Han var naturligvis lidt spændt, præsidenten. Ville stemningen være rigtig god, ville han blive anklaget, hvis brødet var tørt og de bløde løg ikke var bløde nok? Han kiggede ud over flokken, men kunne ikke øjne uro og optakt til optøjer.

Præsident Bøjgaard kunne altså ånde lettet op, byde os hjertelig velkommen og udtale et inderligt håb om, at vi ville hygge os gevaldigt i hinandens begavede selskab.

Og mens vi blev beværtet med diverse sild, med laks og skaldyr – og senere med lune sager og de uundværlige bløde løg og oste – blev der åbnet for lågerne til anekdoternes skatkammer.

Og mange af de gamle historier kom frem i lyset. Igen i år. Nypudsede, vitaliserede og renset for kedsomhedens fedt – og serveret med en kraft, der endnu engang fik latteren til at rulle ved de nærmest lyttende pladser. Vist var der gået et år siden sidste fortælling, men historierne var bestemt ikke blevet kedeligere.

”Hahaha, gider du lige række mig karrysilden”, sagde vi klukkende. Og så var der igen en fotograf, der ville skåle i snaps.

”SKÅL” blev der råbt ved den langside, der skjulte restaurantens norske gæster, som forbavsede fulgte løjerne. Og havde nogle af vore unge, lysegrønne kolleger været til stede, havde de utvivlsomt mønstret samme forbavselse som nordmændene.

”Kan det virkelig passe?” havde de spurgt sig selv og hinanden efter et par anekdoter fra blyets tid og det sorthvide TVs barndom. Ja, det kan det, ville vi have svaret. ”Men sig det ikke videre”.

Da vi nåede til de lune retter, rejste et par kolleger sig og sagde et par pæne ord, selvfølgelig i anekdoteform, om et par medlemmer, der siden sidst var gået muldens vej. Vi mindedes i nogle få ærefulde sekunder, og så blev der knævret videre.

”Kan du huske”, ja, for det meste og næsten da.

Og nu er der ikke mere end 11 måneder til næste frokost. Kors, hvor bliver det hyggeligt.