Stærkere samarbejde i Norden

Nordisk Kongres i svenske katakomber omgivelser - find formanden og kasseren. Privatfoto

 

Med Sverige som arrangør og Stockholm som mødested har repræsentanter for de fem nordiske lande – Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark – været samlet til Nordisk Kongres, og fået bekræftet endnu en gang, at vi har meget til fælles, og er gode til at samarbejde og finde fælles fodslag.

Nyvalgt DS-formand Jimmy Bøjgaard og nyudpeget næstformand (og fortsat kasserer) Flemming Olesen, var mødt op som danske repræsentanter, og vi kunne blandt andet konstatere, at der lige for tiden sker store omvæltninger i de nordiske landes bestyrelser.

Det er således ikke kun hos os, der er sket et formandsskifte. I Finland har Kalle Virtapohja efter to år valgt at trække sig, og overladt frontpositionen til Kari Linna.

I Sverige vil Lisa Edwinsson takke af i næste måned, når svenskernes årlige generalforsamling finder sted, og ligeledes vil islandske Eirikur Stefan Asgeirsson forlade formandsposten, når de om få uger holder generalforsamling.

Endelig har den norske formand Reidar Sollie, efter flere end 20 års tjeneste i ledelsen deroppe, bebudet sin afgang – dog først om to år, når nordmændene runder deres 100 års jubilæum, og har været vært for den næste, nordiske kongres.

Men trods store udskiftninger, så står en ting fast: Det nordiske samarbejde er både grundfæstet, respekteret hele vejen rundt, og i god gænge. Der er enighed om at styrke samarbejdet, og når det kommer til internationale relationer, står vi også skulder ved skulder i vore synspunkter og forslag – og har gennem de seneste år også fået etableret os rigtig godt med repræsentanter fra Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Schweiz, især omkring fælles holdning til de årlige AIPS-kongresser, deres indhold og ikke mindst deres hjemsteder.

Den nordiske kongres i Stockholm var fint tilrettelagt af svenskerne, med indledende møde i Pressklubben, hvor man opdaterede hinanden på de nationale forhold.

Siden var der arrangeret besøg på Expressen og Dagens Nyheter, med fine input og tema om : ”Next generation’s sports journalism”.

Rundvisning og foredrag af Martin Heinius, sports editor for Expressen TV, samt af Martin Jönsson, med titel af head of editorial development på Dagens Nyheter, gav fin indføring i de nye tider, der toner frem for vort fag, og hvordan man på de to medier har valgt at tackle udfordringerne. Og møde med repræsentanter for nogle af de nye, olympiske idrætsgrene som esport, klatring og surfing gav afslutningsvis stof til eftertanke om, hvordan vi som sportsjournalister i det hele taget skal se vort virkefelt i fremtiden.                                                                                       F. O.