Dette er en opfordret artikel skrevet af en fynsk mediemand med hængende mundvige – indtil for nylig. Han mener Fyn har været glemt og overset i mange sammenhænge. Og det har gjort Leif Rasmussen trist og irriteret. Men sådan er det ikke længere…Han er fra Assens, bor og arbejder i Odense – og tog imod opfordringen.
Af Leif Rasmussen, Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis
Så er den gal igen. Senest var det landstræner Åge Hareide, der jo som nordmand ganske vist er undskyldt langt hen ad vejen, men han har dog engang været trænet af Jack Johnson og burde vide bedre.
Men Hareide sagde altså sådan, da han for nylig blev interviewet af Danmarks miljøavis Politiken, som egentlig af alle burde kende til det ekstremt grønne himmerige i midten:
’Danmark er dog også meget delt, synes jeg. Der er jyderne med deres land, sjællænderne med deres land og så København…’
Der er ikke noget at sige til, at vi føler os oversete og som reduceret til at være den der alt for irriterende og trafikerede motorvej, som afliver færgeruterne fra Sjællands Odde i en sådan grad, at fantaster taler om en bro fra Sjælland Odde til Aarhus.
Og sådan er det også i vejrudsigten på tv-stationerne. Både det gode og dårlige vejr begynder altid i i det vestlige Jylland ”og når København” i løbet af eftermiddagen….
“Danmark er dog også meget delt, synes jeg.
Der er jyderne med deres land, sjællænderne med deres land og så København…”
citat: Åge Hareide
Men hvad med Fyn for fanden. Jyder er jo slet ikke en homogen størrelse og nord- og sønderjyder kommer fra en helt anden planet og Slagelse og Hornbæk kan man jo slet ikke sammenligne. Men der er over en halv million stort set ensartede fynboer samlet lige i midten af Danmark, og vi har også brug for at blive lagt mærke til og blive nævnt i vejrudsigten – og af landstræneren.
Men nu er det slut. Efter i næsten syv år at have været forbigået i tavshed eller for et år siden endda at skulle lidt den tort – af en aalborgensisk afstammende københavnersnude (red.: Peter Brüchmann) – at blive tituleret som Superligaens ”grå mus”, så kommer Jens endelig med den fynske fane.
OB er i skrivende stund snublende tæt på en bronzemedalje. Fra et overraskende 2-2-resultat på Craven Cottage i december 2011 i Europa League mod Fulham var holdet sevet fra af at være en magtfaktor i dansk topfodbold til at blive overhalet af først FC Midtjylland, så AaB, så til til tider endda AGF, så Brøndby, så Sønderjyske…Smag på det navnet – Sønderjyske!
De første par år efter Fulham-kampen var der en vis tålmodighed at spore i den fynske presse og man kunne skrive, at så er ”man klar til at slås om Europa ” næste år. Men spiller efter spiller blev hentet og vurderet værdiløse og trænere efter trænere blev ansat ”som den helt rigtige løsning”, mens der ud fra galleriet blev råbt om at genansætte Kim Brink som direktør. Men rigtig gode venner blev Brink nu aldrig igen med bestyrelsesformand Niels Thorborg. Der var sår, der ikke kunne kittes, og mandag efter mandag skulle der skrives en kommentar i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, hvor holdet og dets dårlige præstationer blev endevendt, mens troen på, at næste kamp kunne vindes svandt lige så stille som morgenduggen.
Der var perioder, hvor to sejre i træk naivt blev fejret som et vendepunkt. Eneste problem: Der gik uger og måneder mellem, at OB igen vandt to sejre i træk og for en tre-fire år siden måtte skribenten synke så dybt, at han måtte kippe med flaget, fordi OB havde undgået at rykke ud i nogle uger, da en del ellers mente, at det var bedre lige at tage en tur ned og vende i 1. division for at få ryddet op. Vor herre til hest…
Under Kent Nielsen begyndte noget at fungere, men spillerne var alligevel ikke gode nok til boldbesiddelses-fodbold på den lange bane og publikum begyndte at kede sig og blive tossede over, at hvis man skulle varme bolden, så den blev gloende, så kunne man i det mindst forlange, at Kenneth Emil Petersen og hans mænd kunne spille til nul. Men det var åbenbart også for svært.
Den nye træner Jakob Michelsen udbasunerede mere direkte fodbold og lovede begejstring på lægterne. Men efter seks runder havde OB to point og lå sidst i denne sæson. Kenneth Emil Petersen blev med egne ord kastet ud foran bussen efter en spillemæssig blamage i Hobro. Timingen med at afsætte anføreren både fra sit hverv og sit hold blev ramt i sidste øjeblik og fra da af gik det kun fremad.
Det fynske forår begyndte allerede om efteråret og pludselig vandt OB hjemmekampe og scorede flere mål end modstanderen. Michelsen konverterede til 3-5-2 for at sikre en anden slags prop bagud foran den ellers fænomenale målmand Sten Grytebust. Med et voksede spillerne i det nye system i nye roller, som passede dem bedst: Jeppe Tverskov, Ryan Johnson Laursen, Jacob Barrett Laursen, Troels Kløve og Casper Nielsen fik brugt deres evner bedre.
Med erfarne kræfter som Bashkim Kadrii, Janus Drachmann og hollandske Ramon Leeuwin var OB først et hold, der var ubehageligt at spille imod men senere også et mandskab, som folk gad at se på, fordi den tekniske formåen var blevet forfinet i Kent Nielsen-æraen og boldene og løbene pludselig kom i længderetningen.
Pludselig var det evige skilt om ”Krisen i Ådalen”, der stod på redaktionen og i avisen afløst af et funklende nyt: ”Jagten på Europa”, som helt og aldeles passede i perfekt for 25-året for miraklet i Madrid.
Bortset fra de første seks runder har OB klart været landets tredjebedste hold og der er meget, der tyder på, at OB bliver enten nummer tre eller fire i et tæt felt, hvor fynboerne lige har haft den ekstra lille klasse, som de andre store provinsklubber ikke helt har haft.
En skønne dag melder den landsdækkende vejrsudsigt sikkert også, at forårssolen er kommet til Fyn og den måske ender med at gå ned i en sæk, når den når til København. Ud på eftermiddagen. Langt ud på eftermiddagen.
Ovenstående artikel er skrevet på opfordring efter gentagne suk og udbrud om “det glemte Fyn” fra Leif Rasmussen. Husk at nikke anerkendende, når toget fiser afsted med 130 km i timen hen over øen i landets centrum. Selv i stillekupeen må man gerne råbe: Fyn er fin. (FT)