Stærk sportsdokumentar – “sådan arbejdede vi”

Foto: DR Presse

 

DR Sporten har begået en usædvanlig stærk og chokerende dokumentar i april. De satte fokus på én af elitesportens skyggesider. På et overdrevent vægtfokus, på usund træningskultur og på de episoder, hvor sporten er med til at gøre atleterne syge. Temaet tager sit afsæt i dokumentaren ”Svømmestjerner – Under overfladen”.

Det har – helt naturligt – fået en række opfølgende historier, kommentarer og reaktioner. Og det er ikke slut endnu. Denne site hylder den slags detaljestærke og rystende, gennemarbejdede sager. Der kan streames  på DR:

https://www.dr.dk/tv/se/svoemmestjerner-under-overfladen/svoemmestjerner-under-overfladen-2/svoemmestjerner-under-overfladen

og efterfølgende er der follow-up historier, som understreger det rystende i denne sag. Andre medier har også taget fat.

Derfor er det helt naturligt, at få et lille indblik i det journalistiske arbejde og hvad der bl.a. er sket i kulissen. Det har betydet en snak med Anders Rud, som sammen med Jan Harkamp har tilrettelagt dokumentaren, som siden er fulgt op af flere artikler med yderligere kontroversielt indhold.

De fleste kender Jan Harkamp, men Anders, som svarer på mine spørgsmål her, er lidt mere ny i sportsjournalistikkens fagre verden. Han er 29 år, har været på DR Sporten siden 2016, uddannet cand.comm i journalistik og politik.

Hvordan har det været at arbejde med denne sag, som blev mere og mere omfattende?

Det har været spændende og enormt udfordrende. Vi har fra starten haft som ambition, at historien skulle fortælles gennem svømmerne og ikke gennem os. Så det har været vigtigt for os at opbygge et stærkt tillidsbånd til dem, der er med i dokumentaren. Det har krævet tålmodighed og lange, svære samtaler med mennesker, som aldrig før har fortalt deres sårbare historie til nogen.

I takt med, at vi over det seneste års tid har talt med flere og flere svømmere, blev vi klar over, at det var en vigtig historie. Det er blevet understreget af, at vi efter dokumentaren blev sendt, har fået flere hundrede henvendelser fra eliteatleter og bekymrede forældre, der fortæller skræmmende historier om ydmygende træneradfærd og spiseforstyrrelser i sportens verden.

Selve arbejdsprocessen – hvordan har den været?

Det hele begyndte i 2017, hvor vi satte os for at undersøge spiseforstyrrelser i eliteidræt. Et tema, som vi havde på fornemmelsen, var langt mere udbredt end belyst. Ret hurtigt fandt vi ud af, at spiseforstyrrelser havde sit udspring i træneradfærden – ikke mindst inden for svømning. Derfor satte vi os for at undersøge, om der var tale om mere end bare et eller to eksempler. Det var langt fra tilfældet, og da vi undervejs samtidig blev bekræftet i, at det var en kultur, som havde spredt sig helt ned til juniorrækkerne, blev vi klar over, at svømmesporten havde en udfordring.

Har I mødt obstruktioner undervejs?

Vi har i hvert fald oplevet folk i dansk elitesvømning, som har gjort, hvad der har stået i deres magt for, at afsløringerne ikke skulle komme frem. Derfor har vi også undervejs mødt svømmere, som har været bekymrede for at fortælle deres historier, fordi de har frygtet, hvilke konsekvenser en kritik af metoderne på landsholdet kunne få for deres svømme- og eventuelt senere trænerkarriere.

Hvorfor har det været så vigtigt at fortælle denne historie?

Det har været vigtigt for os at belyse, at spiseforstyrrelser er et af elitesportens helt store udfordringer, som overraskende mange atleter kæmper med.

Vi har været med til at hylde dansk svømning, der har været et af de mest succesfulde forbund i nyere tid. Men for os har det også været vigtigt at fortælle, at processen undervejs har haft en menneskelig pris for nogen.

Hvad håber du på/regner du med der kommer ud af det her – konsekvenser/nye tiltag/reaktioner..?

Som journalister er vi jo først og fremmest sat i verden for at belyse problemstillinger, som vi mener er relevante. Og nu er det så op til andre aktører at forholde sig til, om det de har set, skal have konsekvenser. På nuværende tidspunkt ved vi, at Kulturministeriet har iværksat en uvildig undersøgelse. Vi har også hæftet os ved, at flere fra idrættens top har beskrevet det, der er foregået, som noget man forbinder med kinesiske og russiske tilstande. Så forhåbentligt har vi været med til at skabe en debat om, hvordan vi i Danmark skal behandle eliteudøvere.

FT