Han fik landsholdet til at boykotte medierne

Serien “Fem til…” er spørgsmål stillet til en udvalgt af en udvalgt. Turen er kommet til Allan Sand Pedersen, der var fast på Ekstra Bladets sportsredaktion fra 1977 til 2013 – og stadig er aktiv i Superliga-sammenhæng. Det var en klumme fra ham, der i 2008 førte til fodboldlandsholdets boykot af pressen.

Men Allan Pedersen, der inden EBs Århus redaktion havde rundet Horsens Folkeblad og Jyllandsposten, fortryder ikke den skarpe pen dengang efter en landskamp i Ungarn. Carsten Werge har stillet fem skarpe til 68-årige Allan P.

Du har arbejdet under et hav af forskellige sportschefer på Ekstra Bladet. Hvem har været den mest vanvittige og hvem har været den journalistisk skarpeste?

“Den mest vanvittige chef er ubetinget Steffen Andersen Møller, som jeg havde i en kort periode i 2006. En vældig flink mand, men totalt fejlplaceret. Jeg tør godt at betegne ansættelsen af ham som en af de største fadæser, der nogensinde er lavet i journalistikkens verden. Han tog til VM uden selv at kunne skrive et referat. Bare for at nævne et eksempel på manglerne. Han var roligan og havde ikke begreb om journalistik.

I den positive grøft må jeg nævne to: 1. Jørgen Reinbeck. Et fantastisk menneske, der var hamrende professionel og som via sin væremåde var en fremragende motivator. Et menneske som man gad snakke med. 2. Steen Ankerdal. Han var kontroversiel, men jeg havde det godt med ham. Han lærte mig utrolig meget, og fik også stor betydning for min karriere, fordi det var ham, der gjorde mig til klumme-skriver”.

Du har været på en avis, hvor man indimellem havde et lemfældigt forhold til overholdelse af de almindelige journalistiske principper. Har der været gange, hvor du efterfølgende har siddet og tænkt: Shit, det var ikke i orden?

“Selvfølgelig har der været ting undervejs i 40 år, som jeg ikke ligefrem har været stolt af. Men sådan vil det altid være på en tabloid-avis. Og overordnet køber jeg slet ikke præmissen. Det negative har fyldt meget, meget lidt i forhold til den stolthed, som jeg føler, over at have været en del af noget, der har sat dagsordener, og som har betydet noget for det danske samfund.

Kigger vi alene på sporten, er jeg selvfølgelig træt af f. eks. Qureshi-sagen, men igen her, så er det en parentes. Væsentligst er, at Ekstra Bladet gennem alle årene har været med til at skabe udvikling i sportsjournalistikken. Det er sket med både en flot nyhedsdækning, provokationer, men så sandelig også dybde i meget af det, der er lavet. EB så før alle andre værdien af de sociale medier. Og senest har man i disse svære papir-tider satset med tiltag i form af udvidede tillæg søndag og mandag med massiv fodbolddækning.

Det er igen et tegn på, at man på det blad tør udvikle, hvor andre skærer ned”.

 

Hvad er din egen største journalistiske historie – og lad os også lige få den største bommert, tak?

“Jeg har desværre ikke været udstyret med et gen, der har gjort mig til den store nyhedsjæger. Men jeg havde dog tilbage sidst i 70erne en ret opsigtsvækkende ishockeynyhed. Dengang blev ishockey – trods lavt internationalt niveau – dækket massivt af den skrivende presse. Derfor var den noget særligt.

Det handlede om, at Østrig havde brugt en ulovlig spiller – en nationaliseret finne, der ikke havde passet i orden – da de sikrede sig oprykning fra C-gruppen. Og afsløringen resulterede faktisk i, at Danmark også blev forfremmet til B-gruppen. Det var i øvrigt en nyhed, som jeg kunne afsløre takket være tip og hjælp fra en daværende professionel fodboldspiller i alpelandet – senere sportsjournalist på Berlingske – Kurt Stendal.

Værste bommert: Ubetinget, da jeg telefonisk lavede et interview med en mand, som jeg troede var Morten Donnerup. Det var, mens han var i AGF. Og han sagde en del mindre pæne ting om klubben. Det viste sig, at jeg havde talt med en mand, der havde Donnerups gamle telefonnummer og som hed Morten. Men som bestemt ikke var fodboldspilleren. Så han snød mig, så vandet drev”.

Efter landskampen 2008 mod Ungarn skrev du i en spids kommentar, at du netop havde set ”Danmarks kedeligste landshold i 30 år”. Var det ikke i virkeligheden en underdrivelse – og hvad gjorde DBU for at sætte dig på plads efter dén episode?

“Jeg betegnede det ikke som Danmarks kedeligste, men som det ringeste i 30 år. Nogle påstod efterfølgende, at det var ud fra en impulsiv vurdering. Men det var ikke tilfældet.

Det var ud fra fire præmisser – resultater, kiksede kvalifikationer, spillemæssig kvalitet og det faktum, at Morten Olsen i den periode måtte spille med mange folk, som enten sad på bænken eller på tribunen i ordinære europæiske klubber.

Men lad mig fastslå: Det var ikke svært for mig at tale med hverken DBU-folk eller spillere efterfølgende. Og jeg tror, at det var fordi, at de i selvransagelsen kom frem til den konklusion, at de dummede sig ufattelig meget ved at gennemføre deres presse-boykot efter den meriterende sejr i den næste kamp mod Portugal.

Det var en sag, der virkelig satte gang i noget – så det var sjovt og absolut en af de ting, jeg er mest glad for at have lavet”.

Hvad er din oprigtige holdning til dagens sportsjournalistiske niveau – set i forhold til hvordan det var i dine yngre dage? Er de unge så gode, som de selv går rundt og siger/tror?

“Der er da nogle unge, som gerne vil svæve, før de kan gå. Men generelt synes jeg, at det er få, og jeg har overvejende respekt for de fleste. Når jeg ser under hvilke betingelser de skal arbejde i dag, hvor mange platforme, der skal dækkes på kort tid, synes jeg, at der bliver leveret et flot resultat. De er også kommet med fornyelse i form af mere graver-arbejde.

Det klæ´r sportsjournalistikken.

Det er nok noget mere kompliceret at være faget i dag, end det var i mine første mange år.

Både fordi der er færre til at betjene mere. Og fordi jeg fornemmer, at blandt andet den åbne tilgængelig, som vi havde til de aktive – stjerner som vandbærere – slet ikke eksisterer mere. Blandt andet fordi tingene styres af såkaldte kommunikationschefer, der har misforstået for deres opgaver og ikke fatter en hujende fis”.

Hermed holder “Fem spørgsmål til…” sommerpause – og i løbet af efteråret bliver det den lidt yngre generations tur til at stille spørgsmålene – og svare. God sommer.