Bogomtale: “Begge sider” – råt for usødet

“Lys og mørke. Jeg kender ikke andet. Sådan er mit liv. Før var det lyset, der fyldte. Det gode. Jeg var den evige optimist. Det er jeg ikke længere. Ikke særlig tit. Det er en lang historie”. Sådan står der bag på bogen “Begge sider” om Nicklas Bendtner, skrevet af Rune Skyum-Nielsen. På lappen indenfor står der bl.a.: “I denne selvbiografi fortæller Nicklas Bendtner – med en bemærkelsesværdig ærlighed – om sit livs lyse og mørke sider. Om at være Amagerdreng med ære og stolthed. Om at kæmpe sig til toppen i verdens hårdeste liga. Om at blæse på hierarkiet og score de første vigtige mål for landsholdet. Om venskaber og rivalisering med en række af fodboldens største stjerner. Om stormfulde forhold, bl.a. til en tidligere baronesse. Om at blive far til en højtelsket søn, som han ikke altid har fået lov at se. Om at blive svigtet af sine nærmeste. Om hvad penge kan gøre ved folk. Om at være så talentfuld, at man mister jordforbindelsen. Om mirakuløst at overleve en motorvejsulykke, som alligevel skulle få skæbnesvangre konsekvenser. Om balladen i medierne og skandalerne i nattelivet”.

Poltikens Forlag

Det bugner med sportsbøger i 2019 og selvfølgelig flest udgivelser jo tættere vi kommer på julen. Her på sitet vil vi præsentere en del fra stakken – alt hvad vi får fingre i. Det bliver i tilfældig rækkefølge uanset idrætsgren, emne, pris, anmeldelser. Det sidste kommer ikke på DS-siden – det lader vi de professionelle anmeldere om. Her bliver bøgerne præsenteret, omtalt og det vil være som en slags info for vores medlemmer. For der er i dette kalenderår kommet flere sportsbøger end tidligere. God fornøjelse.