Kasserer Flemming Olesen fylder 70 i dag

Han er født på denne dato i 1950, og så kan han jo ikke løbe fra at fylde 70 år på denne sommersøndag.

Det er kasserer Flemming Olesen, som vi taler om, og ham løber man heller ikke sådan lige om hjørner med.

Det har foreningens bankbog nydt godt af i årtier, hvor der er blevet passet godt på finanserne med nordjysk ordentlighed.

Flemming laver et kæmpearbejde for vores forening. Vi er helt nede i detaljerne, og enhver bevægelse i medlemsudvikling, kontingentindbetaling og bogholderi er der styr på.

Foruden at styre økonomien, laver han også et stort arbejde med andre ting, og han er vores repræsentant internationalt i AIPS, hvor han – selvfølgelig – er medlem af finanskomitéen.

Flemming nyder dagen på forlænget weekend med familien. Der er også en 40 års bryllupsdag at fejre netop i dag.

På bestyrelsens og foreningens vegne ønsker vi stort tillykke med begge dele.