Denne lederkommentar er oprindeligt bragt i Danske Sportsjournalisters medlemsblad, nummer 79, der udkom i november 2020.
Af formand Jimmy Bøjgaard
Kære medlemmer,
Jeg håber, at I og jeres familier har det godt, og kommer fornuftigt igennem denne specielle tid, indtil der igen venter gode tider på den anden side. Jeg ser særligt frem til de sociale stunder i foreningen, og straks, vi kan, vil vi geare op på den del.
I denne udgave af Den Gyldne Pen kan du læse en masse om vores generalforsamling, som for første gang i foreningens 98-årige historie blev en virtuel udgave. Det håber jeg aldrig, vi bliver nødt til igen.
Netop de særlige omstændigheder er årsagen til, at vi fandt det passende med et medlemsblad her i november-mørket. Tak til alle bidragsydere, og god læselyst til jer alle.
Rent fagligt er det også et specielt år, hvor der i de seneste otte måneder er stillet store, og frem for alt anderledes, krav til vores måde, at arbejde på.
Der er sikkert ting, vi kan lære og tage med også til tiden efter corona, og det bliver interessant at iagttage.
Corona-pandemien har også vist os nogle andre sider. F.eks., hvordan sportens magthavere og turneringsarrangører, nogle gange ser på os, eller prioriterer de vilkår, vi som sportsjournalister arbejder under.
Uden i øvrigt at overdramatisere det, så har vi mødt en længere række tilfælde af sager og tilfælde, hvor der bliver lukket mere ned for sportsjournalister og fotografer, end godt er. Og dem, der træffer den slags valg, er aktører, som lever af tv-penge, sponsorer, fans og omtale.
Det tror jeg er noget af det vigtigste, vi kan have fokus på i denne forening i disse år.
Jeg oplever egentlig ikke altid, at det er bevidst nedprioritering af vore medlemmer, når man kun tillader sin egen billedservice, eller undlader at skrive journalister og fotografer ind i en covid-19-protokol. Men det er et skråplan, som vi har meget fokus på.
Det er til gengæld helt bevidst, når superligaklubber lukker træninger, eller stiller kriterier op for dækningen, hvis man vil være til stede. Den slags har jeg haft en del dialog med nogle af jer om i den seneste tid, og vi ved, at flere af jeres arbejdspladser har fokus på det på allerhøjeste niveau.
Det arbejde støtter vi fuldt ud op om, og vi tager også aktivt del i det. Bliv endelig ved med, at sende jeres eksempler på arbejdsforhold til os. Det er dem, vi er afhængige af, når vi går i dialog med de rette.
Personligt undrer jeg mig, når klubber og forbund er meget lukkede. Til dels fordi jeg er inspireret af amerikansk sport, hvor omklædningsrummet (i normale tider) åbner fem minutter efter slutfløjt for alle journalister, eller hvor holdopstillingen offentliggøres om formiddagen.
Det kan godt undre, at man kan stå centimeter fra de dyreste sportsstjerner i verden og stille spørgsmål, mens man ikke kan få adgang til en træning eller møde spillerne i en jysk midterklub eller i en topklub.
Netop nu udfordrer mange af sportens magthavere myndighedernes beslutninger om restriktioner og få tilskuere, kræver hjælpepakker, og forlanger gennemsigtighed og evidens for tingene.
Jeg noterer mig ønsket om åbenhed og gennemsigtighed, og ønsket om, at vi som sportsjournalister dækker myndighedernes beslutninger, og udfordrer dem. Det tror jeg, mange af jer derude har oplevet.
Det er helt fair, men jeg vil prøve samme argument, når vi taler med sportens magthavere om, hvorfor de nogle gange lukker ned for journalister og fotografer, og ikke altid hylder samme princip om åbenhed, transparens og kritisk journalistik og kildebrug.
Og så er det jeg spørger: Er der egentlig evidens for, at en åben træning nogensinde har kostet et point?