Gennem december måned har vi her på websitet bragt en række interviews med kolleger om deres arbejdsår 2020. Nu er turen kommet til Jesper Simo, der i løbet af 2020 skiftede job fra Discovery til NENT. Her fortæller han om et anderledes arbejdsår, der trods corona-udfordringer med mere har budt på flere højdepunkter.
Af Martin Davidsen
De fleste sportsjournalister- og fotografer er enige om, at de har verdens bedste job, og derfor skal der meget til, før medlemmer af vores forening skifter arbejdsplads. Ikke desto mindre sker det fra tid til anden. I 2020 valgte Jesper Simo at skifte fra Discovery og NENT, men jobskiftet var bare en af flere milepæle i år. Vi har stillet Jesper Simo en række spørgsmål om hans arbejdsår, der både bød på højdepunkter og udfordringer.
2020 har været et specielt år for alle, men måske særligt for dig, da du har skiftet job.
Hvad var baggrunden for dit skifte?
“Kort fortalt følte jeg, at jeg fik en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. Mest af alt tiltalte det mig, at jobbeskrivelsen indebar markant mere kommentering end jeg havde lavet det sidste halvandet års tid af min ansættelse hos Discovery. Og det var der ingen sure miner fra mig over, for der var – og er – andre dygtige folk til at besætte de kampe, der skulle dækkes på ugentlig basis, og jeg var sådan set i en rigtig fin position som vært på indtil flere rettigheder, men siden sommeren 2018, hvor min frekvens af kommenteringer faldt markant, gik det virkelig op for mig, hvor meget jeg sætter pris på det at formidle fodbolden i kommentatorrollen.”
“Dertil indebar aftalen med NENT, at jeg også skulle kunne bruges som fx vært eller reporter, hvis mulighederne bød sig, så det var en rigtig fin palette af muligheder, jeg blev forelagt. Dertil så jeg det også som en spændende udfordring at prøve mig selv af i nye rammer, selvom jeg naturligvis kendte TV3 Sport fra min tid som praktikant i perioden februar 2008 til juli 2009.”
Hvordan var det at sige farvel til dit tidligere job efter en lang årrække?
“Det var naturligvis meget specielt, og som ventet også lidt vemodigt. Jeg havde været en del af Canal 9’s dækning af Superligaen siden 3. runde i 09/10-sæsonen, da kanalen blot var få uger gammel, og havde også taget turen videre til Discovery, da de overtog rettighederne i sommeren 2015. Omvendt glædede jeg mig til at kunne fortælle om mit jobskifte, der af naturlige årsager havde været hemmeligholdt i nogle uger. Alle tog det rigtig pænt, og jeg fik også nogle pæne ord med på vejen den formiddag, hvor jeg takkede af, selvom corona-situationen har gjort, at der aldrig blev en ”officiel” farvelseance. Men sådan måtte det blive i 2020.”
Hvordan har du oplevet din nye hverdag i dit nye job?
“Jeg har desværre fortsat til gode at opleve en helt almindelig hverdag hos TV3 Sport, da coronaen for alvor gjorde sit indtog mere eller mindre samtidig med mit jobskifte. Men jeg har ikke desto mindre fået en god indikation af, hvordan tingene kører på ugentlig basis. De ugentlige redaktionsmøder på dansk og international fodbold har selvfølgelig kørt videre som de plejer, men har langt størstedelen af tiden været afholdt på Teams. Og selve produktionerne ligner sig selv, hvis vi ellers fraregner mundbind, afstand, afspritning og hvad vi ellers alle sammen efterhånden er blevet vant til at leve med i det her år. Men jeg glæder mig naturligvis til i langt højere grad at lave min ugentlige forberedelse på selve redaktionen i stedet for at sidde derhjemme.”
Hvad har været højdepunktet for dig i dit arbejdsliv i år?
“Selvom coronaen selvfølgelig har fyldt ekstremt meget, så har der alligevel været rigtig meget godt at skue tilbage på. Jeg fik kommenteret en række Superliga-kampe samt en spændende semifinale i Sydbank Pokalen, og dertil blev det også til kommenteringer hjemmefra – grundet rejserestriktioner – fra fx Premier League, Bundesligaen og Champions League. Derudover blev programmet Viaplay Sport Live opfundet i marts, da stort set alle vores rettigheder lukkede ned, og det blev jeg ligeledes kastet ind i som min første opgave. Helle Smidstrup var min faste makker, og selvom programmet blev til på en noget trist baggrund, så var det et spændende format at lave. Kort fortalt var det et par timer hver uge mandag til torsdag i et News-agtigt format, hvor vi snakkede med forskellige aktører i sportens verden. Det betød også, at vi kiggede mod sportsgrene, som vi normalt beskæftiger os lidt – eller slet ikke – med. Interviewene foregik som oftest via Skype fra kildens eget hjem, og måske netop derfor fik vi faktisk en lang række store danske sportsnavne med, fx Kasper Schmeichel, Bjarne Riis, Jannik Vestergaard, Kevin Magnussen, Mark O. Madsen, Thomas Delaney m.fl.”
“Det har også været både sjovt og spændende at få lov til at eksekvere et nyt, ugentlig digitalformat i form af programmet ”Superliga – til citat”, hvor jeg sammen med Jon Pagh og Daniel Ortved hver uge tager tre konkrete og aktuelle citater fra Superligaen under behandling set fra et journalistisk og kommunikativt synspunkt. Slutteligt fik jeg fornøjelsen af som reporter at følge FC Midtjyllands færd i Champions League, startende med det dramatiske playoff-opgør mod Slavia Prag. Selvom det kun blev til to point, og selvom det foregik stort set uden tilskuere til samtlige kampe, så var det dansk fodboldhistorie, at et femte dansk hold nu kunne skrive Champions League på CV’et. Og så ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er sjovt at få lov til at interviewe verdensstjerner som eksempelvis Jürgen Klopp eller Mohamed Salah.”
Hvad har corona-krisen og de medfølgende restriktioner betydet for dit arbejde?
“Enormt meget, men sådan har de fleste danskere sikkert oplevet det. Alt blev dog forstærket af, at skæbnen ville det sådan, at mit jobskifte fandt sted i netop den uge, hvor statsministeren lukkede landet ned. Jeg sagde fysisk farvel til Discovery og goddag til TV3 Sport mandag 9. marts, onsdag lukkede landet på bagkant af det nu ret så berømte pressemøde med Mette Frederiksen, fredag fik vi så besked på kun at møde ind på redaktionen ifm. diverse produktioner, og senere samme dag kom så den forventede aflysning af dét, der ellers på daværende tidspunkt så ud til at skulle have været min første opgave: Revierderbyet mellem Borussia Dortmund og Schalke 04. Jeg endte faktisk med at lave kampen, men ikke før 16. maj, da Bundesligaen genstartede.”
Hvad ser du frem til i dit job, når vi kigger frem på 2021?
“Med et ord: Tilskuere. Jeg har været lykkelig for, at fx Superligaen samt de internationale turneringer har kunnet blive afviklet, alt taget i betragtning, og selvom det jo efterhånden er blevet ”new normal”, så mangler de mange gode fodboldkampe en ramme. Fodbold er mange ting, men først og fremmest fællesskab, og det har vi desværre i voldsom grad manglet i 2020. Men jeg nærer den allerdybeste beundring for det enorme arbejde, som de danske klubber og Divisionsforeningen har lagt i de omfattende planer med at få tilskuere ind på de danske stadioner, startende helt fra nærmest første sekund efter nedlukningen i marts. Og ligeledes har jeg kun gigantisk ros til overs for de mange, mange tusinde danske fodboldfans, der har bevaret deres sæsonkort for at støtte deres respektive klub. Så med andre ord kan jeg slet ikke vente indtil den første spillerunde, hvor der igen kan komme fulde huse rundt om i landet. Så må vi så se ad, hvornår det bliver. Og så glæder jeg mig selvfølgelig helt vildt til EM 2021, hvor København forhåbentlig fortsat vil være værtsby for Danmarks tre indledende kampe samt en enkelt 1/8-finale.”
Og vi slutter generelt: Hvordan ser du generelt på sportsjournalistikkens udvikling her på tærsklen til 2021?
“Ikke overraskende synes jeg, at sportsjournalistikken i Danmark står et rigtig godt sted. Der bliver leveret på et meget flot niveau hver eneste uge, hvad enten det er på skrift, i radioen eller på TV. Også selvom jeg relativt ofte støder på den slidte kliché om, at sportsjournalistik går ud på at møde op et sted og spørge ”hvad føler du nu?” og så gå hjem igen. Den fortærskede fremstilling slipper branchen nok aldrig af med, men fred være med dét.”
“Man bliver år efter år mindet om det flotte niveau ved blot at tage et kig på de mange fine indstillinger, som Danske Sportsjournalister modtager op til uddelingen af Den Gyldne Pen. Senest den meget fortjente – men desværre grundet corona noget forsinkede – hæder, som Jan Harkamp og Anders Rud fik for det omfattende arbejde i forbindelse med dokumentaren ”Svømmestjerner – under overfladen”. Så jeg er helt fortrøstningsfuld på branchens vegne forud for et 2021, der med garanti kun kan blive meget mere festligt end det år, vi nu tager afsked med.”