Den tidligere redaktionschef på TV2 Sporten Ole Henriksen er død i en alder af 73. Hans tidligere kollega Flemming Toft har skrevet mindeord om journalisten.
Af Flemming Toft
“Stand by – til hvad-som-helst”.
Så upræcist sagde han det. Så præcis var han.
Han havde uorden i så meget. Ikke mindst sit hår. På sit skrivebord. På computeren. I kalenderen. Men alligevel havde han styr på det. Selvom det virkede planløst, når han flagrede mellem ideer og pludselige indfald. Han fik altid ryddet op, selvom der aldrig blev rent bord. For der var nye påfund. Nye journalistiske indfald. Når en udsendelse var afviklet.
Han gik rundt med en krøllet hjerne. Ovenpå en krøllet frakke. Ikke fordi han var sjusket. Men fordi han lod dem begge spille naturligt. Hverken ideer eller overtøj skulle glattes ud, for de virkede bedst, som de var.
Han havde et særlig gehør, uden at være musikalsk, for den journalistiske tæft, der virkede både skæv, fin i kanten – og overraskende. Den var præcis nok i sin aflevering til at virke.
Han var stærk journalistisk, uanset hvor han fattede pennen. Han smøgede hvert et ord om og af sig. Og det var fundamentet, sammen med evnen til at tænke og handle skævt … og hurtigt … der gjorde ham til en væsentlig del af TV 2 fra pionertiden.
Han kunne se historierne, han kunne ælte dem i hovedhøjde og senere få andre til at fuldføre dem, han evnede at tingene blev landet. Og selvom han kursiverede sit eget påfund, sin egen redaktionelle styring, så kom det oftest først i andet vers.
Han var en af de absolutte idémagere, der fik rundsendt Tour de France på den dengang “mindre” TV-station. Det skulle summe af sommer og af særlige stemmer – Jørn Mader og Jørgen Leth. Han var en skaber af folk der sagde noget, og som sagde andre noget.
Han var en af dem, der så ind i et rettighedsfattigt TV 2 ved fødslen i 1988 og som sagde…”nå, italiensk fodbold, for helvede – det kan vi godt få til at svinge”, mens kritikerne spidsede pennen. “Det kan noget – hvis vi styrker det”. Og så tog han de folkekære og venskabsstærke Preben Elkjær og Frank Arnesen ind over – og så fløde det med hollandske, tyske og italienske stjerner i TV 2 ruden – foruden Diego Maradona, der blev en slags TV 2 eje. Set i det journalistiske tarotkort.
Han stod bag store dele af TV 2-triumfen (altså på mediedelen) i 1992. Og som han sagde efter finalen ved baren i Gøteborg: “Så gjorde vi det sgu – hvem sku’ ellers”. Ikke højrøvet, ikke selvpromoverende. Men fordi det var lykkedes i journalistisk øjemed.
Han var en inspiration, hele vejen. Også udover det såkaldt faglige. Han elskede sport, mest fodbold. Men især sportsfolk, der var – ligesom han selv – lidt udover det almindelige. Det samme med kollegaer. De måtte helst komme med “noget andet”. Og derfor kom der som oftest “noget andet” ud af afleveringen.
Han var et tæt menneske, der havde privatlivet på afstand – for mange. Men han havde evnen, at lytte. Og så lod han temperaturen bestemme sin egen respons.
Linjerne kan blive mange. Men et punktum er kommet. Som så ofte ubelejligt. Hans punktum. Og dermed så mange andres punktum. Ole Henriksen vil dog aldrig være forhenværende.
Æret være hans minde.