Mindeord: Fodboldlegenden Tommy Troelsen er død

[DK=19780323: DBU’s U23 landstræner Tommy Troelsen i snevejr i Idrætsparken til U23 landskampen DK - BUL][UK=19790323: Tommy Troelsen, U23 coach DBU]
Tekst: Flemming Toft
Fotos: Per Kjærbye
Han legede med bold og ord. De lystrede på hans befaling. Troldmanden fra Vejle. Men nu er der stille. Tommy Troelsen er død.
Det var Troelsen, der var en af nyskabelsens ansigter, da Danmarks Radio blændede op for det, der blev hvermandseje og kult – Tipslørdag. Her kunne han boltre sig på skift som studievært eller såkaldt ekspert med boldviden, anekdoter og snurrige vittigheder.
Der var Claus Borre, Niels-Christiansen, Hans Grønfeldt og nogle flere, men det var Troelsen og Svend Gehrs, der trak i seerne, når de kommenterede – Tommy Troelsen oftest fra Radiohuset eller TV-Byen, Gehrs fra de engelske stadions.
Øverst i mindernes scrapbog står dog den sølvmedalje ved de olympiske lege i Rom 1960, som Tommy Troelsen vandt med fodboldlandsholdet. En triumf, der stod som det største indtil EM-guldet i 1992.
Navnlig semifinale-sejren over Ungarn på Stadio Flaminio gav genlyd, og foruden målscorerne i 2-0 sejren, Henning Enoksen og Harald Nielsen, blev Tommy Troelsen globalt rost for sine bold-ekvilibristiske ting. Og sin replik efter kampen: “undskyld, hvis jeg forlod det kongelige selskab…”.
Den danske kong Frederik havde samme aften som Danmark spillede OL-semifinale et særligt taffel på Christiansborg, hvor den thailandske konge var inviteret. DR skulle sende fra den begivenhed, men kongen mente, at danskerne hellere ville se fodbold, så han foreslog DR, at de blot sendte fra taffelet i pausen – og ikke mens der blev spillet.
Tommy Troelsen spillede hele sin karriere for Vejle Boldklub, som han blev synonym med. Han nåede 257 kampe og lavede 130 mål. Han kom egentlig fra Nykøbing Mors, men familien flyttede til Vejle, hvor han boede tæt på VBs kaptajn Erik Skaaning, som han sagde “De” til. Indtil den dag han debuterede på Vejles bedste hold, i 1958, så sagde Skaaning: “Nu må du godt sige “du” til mig…”.
Vejle og Tommy Troelsen vandt pokalen og mesterskabet i1958, men sluttede sin aktive karriere allerede som ganske ung. Det blev TV og trænergerning for ungdomslandsholdet med bl.a. Preben Elkjær i midt 70erne.
Tommy var medlem af Danske Sportsjournalister, og styrede på underholdende vis generalforsamlingen flere gange. Han var den første egentlige “ekspert” (ved siden af Svend Gehrs) i 80erne, og ikke mindst da de to kommenterede den legendariske 4-2 sejr over Sovjetunionen i Idrætsparken. En rolle, der siden er forsøgt kopieret i alle udgaver af fodbold på TV.
Tommy Troelsen døde efter længere tids sygdom i Vejle, som han og hustruen Jonna vendte tilbage til efter en årrække i København.
Æret være hans minde.
[DK=1986: Tommy Troelsen][UK=1986: Tommy Troelsen]