Norsk jubilæum og nordisk kongres udsat

Alt imens vi i Danske Sportsjournalister stiler efter at kunne fejre vort 100-års jubilæum i 2022, står vores norske kollegaer over for det samme, skelsættende jubilæum allerede i år. Norske Sportsjournalisters Forbund havde planlagt fejring og festmiddag til 11. maj, men nu har corona-situationen sat en stopper for den plan.

Faktisk er det sådan, at nordmændene også står for dette års nordiske kongres, der behændigt var lagt til 10. – 12. maj, så de gæstende kongresdeltagere fra Danmark, Sverige, Island og Finland kunne være med til jubilæet.

Nordmændene har inviteret fire gæster fra hvert af de nordiske nabolande, men har nu givet besked om, at hele arrangementet – Nordisk Kongres og norsk jubilæum – er udskudt til 13. – 15. december.