Af Karl Aage Dalgaard
Kan FIFA overhovedet være demokratisk? Det var et af mange spørgsmål, da Den Danske Publicistklub tirsdag fejrede årets vinder af Publicistprisen.
Han hedder Jan Jensen og er tillige Årets Sportsjournalist. Det blev han kåret til – i øvrigt for anden gang – i begyndelsen af marts, mens Publicistprisen kom ham i hænde for godt tre måneder siden.
I begrundelsen for den fornemme pris, der er uddelt siden 1980, hedder det bl.a., at ”Jan har en enestående evne til som publicist og sportsjournalist at forfølge historien, lige meget hvem modstanderen måtte være. Jan har et politisk og undersøgende blik på at dække sporten, så fokus ikke er på, hvem der vinder, men på pengene og magten, misbruget og korruptionen i de organisationer, som lever af sporten. Jan er en ener og er lykkedes med at komme igennem på et internationalt niveau. Senest har Jan med podcasten Blodbold også fundet en ny måde at udkomme med sin journalistik og dækning af sportens bagmænd.”
Det er kutyme, at vinderen fejres med et arrangement i Publicistklubben, hvor medlemmer med mere er velkomne.
I år var der også gratis adgang til arrangementet for medlemmer af Danske Sportsjournalister, men mindre end en håndfuld mødte op. Det var synd.
Det er nemlig ikke hvert år, at en sportsjournalist vinder Publicistprisen. Faktisk er Jan Jensen kun nummer to i rækken efter Per Høyer Hansen i 1985 – Tipsbladets mangeårige internationale fodboldskribent og -kommentator. Jensen og Hansen er nu i selskab med flere journalistiske notabiliteter, blandt andre Lise Nørgaard.
Fraværet af DS-medlemmer tog Jan Jensen ikke så tungt:
”Sådan er det. Folk har travlt. Det var en fin aften. Og herligt med de mange gode spørgsmål.”
På sin egen stille og joviale facon fortalte publicistvinderen om et arbejdsforløb, som for alvor tog sin begyndelse i 2010, da Qatar totalt uventet blev udpeget som vært for VM i 2022 i stedet for USA.
For det første var Qatar en nation totalt uden fodboldkultur og -tradition. For det andet var det en nation, som uden skrupler lod hånt om menneskerettigheder.
Jan Jensen har siden med grønt lys fra Ekstra Bladet undersøgt og beskrevet migranternes kummerlige og totalt uacceptable arbejdsforhold. Det er blevet til et utal af artikler og senest podcasten Blodbold.
Racist, sur og gammel
Jan Jensen har ved siden af banket på adskillige døre for at bede om interviews med personer, som i årenes løb har tilranet sig magten i fodboldens verden – ikke mindst FIFA – det internationale forbund. De har ikke været begejstrede for ham.
Den nuværende og totalt egenrådige præsident Gianni Infantino mener, at Jan Jensen er ond, og andre har kaldt ham for racist, sur og gammel.
Jan Jensen anerkender kun den sidste betegnelse. Han tænker ikke på pension, men er klar til at afsløre mere af det misbrug og den korruption, som plager sportsverdenen. Han håber, at der er sportsjournalister, som vil gå i hans fodspor, når han stopper, selvom faget for tiden er under stort pres – senest med fyringerne af en masse redaktionelle medarbejdere på Jyllands-Posten.
I slutningen af 2023 pakker publicistvinderen igen kufferten og tager til Qatar og Saudi-Arabien. Hos førstnævnte vil han se, hvordan menneskerettighederne har det et år efter VM. Hos sidstnævnte skal han overvære verdensmesterskabet for klubhold, som Saudi-Arabien har fået overdraget af FIFA.
Mohammed bin Salman, Saudi-Arabiens kronprins, er som emiren i Qatar meget venlig stemt overfor Gianni Infantino, og ifølge Jan Jensen vil det derfor ikke være nogen overraskelse, hvis Saudi-Arabien, der har chokeret fodboldverdenen med vanvittigt høje spillerindkøb til den nationale liga, bliver VM-vært i 2034. Med FIFA og Gianni Infantinos velsignelse.
FIFA har 211 medlemsnationer, og uanset størrelse har de hver især én stemme. Det er ligegyldigt, om det er en lille Stillehavs-ø, som måske ikke engang kan stille et landshold, eller lande som Tyskland, Frankrig, England, Spanien, Italien, Argentina og Brasilien med spillere til adskillige landshold.
Med en udsøgt charmeoffensiv har Gianni Infantino hentet opbakning og flertal fra mange af de små nationer til sine dispositioner, og det er ikke blevet sværere for ham, at der ikke er fodslag hos de langt større og etablerede lande.
Det blev tydeligt understreget ved præsidentvalget i FIFA tidligere på året. Eneste kandidat var Gianni Infantino, og han fik mere end 200 stemmer. Danmark var et af de få lande, som ikke stemte på ham.
Så FIFA kan skam godt være demokratisk.