Af Karl Aage Dalgaard
Ejvind Olesen er et af de længstvarende medlemmer af Danske Sportsjournalister. Han er kendt for at sige og skrive sin mening, og til dato har han i ny og næ skrevet en klumme for 600 Facebook-venner, primært fra rejsebranchen og sporten samt til politikere.
Han var purung teenager, da han tog hul på journalistkarrieren. Anonymt skrev han noter om sport.
”Jeg var 13 år, da jeg fik mine første linjer optaget i Vildbjerg Tidende, det lokale ugeblad. ’Sporten i Timring’ var rubrikken, og det var en en-spaltet historie på 10-15 linjer.”
Derefter gik der mere end 15 år, inden det rigtigt blev alvor med sportsjournalistikken.
”Jeg var 29 år, før jeg i 1965 blev rigtig sportsjournalist og medlem af Dansk Journalistforbund. Jeg var på Ritzaus Bureau med Carl Ettrup som redaktør og kollega med blandt andre Per Høyer Hansen og Palle Voigt.”
”Undervejs var det sammen med en uddannelse som trafikassistent i DSB blevet til freelance-opgaver i Dansk Golf Union, Sjællands Boldspil-Union, Berlingske Tidende og Frederiksborg Amts Avis samt Dansk VandreLaug,” fortæller Ejvind Olesen og fortsætter videre ad mindernes allé:
”Det blev til to gode år hos Ritzau med fem ansatte på sportsredaktionen og derefter fire år på Berlingskes sportsredaktion med Poul Prip som redaktør og kendte kolleger som Henning Hauth, Svend Aage Jensen, Poul Erik Andersson og Claus Borre. En overgang var vi syv ansatte på fuld tid. Vi skulle i hvert fald ikke stå tilbage for Politiken.”
Ejvind Olesen fik som den sidst ankomne nogle mindre stofområder som golf, ishockey, roning, kano og kajak, og så var han afløser på håndbold.
”I løbet af kort tid voksede netop de discipliner stærkt i spalterne. Primært fordi vi på de store morgenaviser satsede og havde medvind på resultattavlerne.”
Tofarvede sko i golf
”Da jeg overtog golfsporten, skrev vi betydeligt mere end i dag. Det var også i en periode, hvor vi gik fra eksklusivitet og tofarvede sko til danske junior-europamestre og en tømrerlærling som dansk mester. Det var en social omvæltning, der satte udviklingen i gang.”
Knap så stærkt gik det i ishockey.
”Der skulle gå et halvt århundrede, inden vi noterede danske landsholdssejre over både Sverige og Canada. Fantastisk, at jeg skulle opleve det. Da havde jeg for mange år siden (1972) forladt sportsjournalistik og var blevet først nyhedsredaktør og siden rejseredaktør på Berlingske og i tilgift en periode på 15 år som formand for Danmarks Ishockey Union (1986-2001).”
Mens Ejvind Olesen var formand for ishockeyunionen, fik han flere gange spørgsmålet: ’Har du nogensinde selv spillet ishockey?’
Svaret var altid det samme: ’Nej, men man behøver heller ikke at være indbrudstyv for at skrive kriminalstof.’
Blandt de andre stofområder, som vækker minder og glæde, er roningen.
”Det var også toppen af perioden med sporten, at jeg var til VM i 1970 på St. Catherine-søen i Canada, og roerduoen Secher/Engelbrecht vandt guld, mens den såkaldte ’Bombefirer’ fik bronze. Dobbeltsculleren med de to førstnævnte havde alt, hvad en journalist kan drømme om. International klasse. Det var historien om overlægesønnen og den lægestuderende Niels Henry og typografen Jørgen, som var tvunget at være sammen 24 timer i døgnet, men ikke sagde hinanden noget som helst. Og ’Bombefireren’ scorede olympiske medaljer på stribe.”
Sovjets nederlag
”Oplevelsen, jeg heller aldrig glemmer, var min første som udsendt medarbejder i Stockholm i 1969 til finalen i VM-ishockey mellem Sovjet og Czekoslovakiet. Det var som Rusland og Ukraine ville have været i dag.”
”Sovjet var tårnhøj favorit, men czekerne vandt, og journalisterne græd i presseboksen som børn. Russerne var netop rullet ind i Bratislava og Prag med store tanks og skudt sig frem med død og ødelæggelse i kølvandet.”
Tre år senere oplevede Ejvind Olesen et andet drama og tragedie:
”OL i 1972 med terroristernes drab af israelske idrætsfolk og en trussel mod legenes fortsættelse. Jeg var kort forinden blevet lånt ud til sporten for sammen med Henning Hauth at køre OL-redaktionen i Pilestræde, mens Prip, Svend Aage Jensen og Claus Borre var i München.”
”Desværre gav dramatiske rubrikker sig selv, og plads i spalterne fik vi alt af, hvad vi havde brug for. Resultaterne blev underordnet, og danske deltagere gjorde det heller ikke særligt godt bortset fra Niels Fredborg, der vandt guld i cykelsportens 1000 meter på tid.”
Ejvind Olesen kunne givet fortælle endnu mere om livet som sportsjournalist, men nu skriver vi 2023, og situationen for faget er alt andet end opmuntrende. Det er efter hans mening til dels også sportsjournalisternes skyld.
Mangler markante sportsredaktører
”Netop nu går grønthøsteren gennem de store bladhuses sportsredaktioner. Nogle lukkes helt som Berlingske og Jyllands-Posten, mens andre beskæres til ukendelighed (Sjællandske Medier),” siger Ejvind Olesen og uddyber sin holdning:
”Alle med forklaring om overgang til digitale løsninger. Fordi sportsjournalistikken ikke har fulgt med tiden og flere fortsat (ikke mindst Ritzau) skriver tandløse referater, som ikke engang vi gjorde i 70’erne.”
”Der har simpelthen manglet nogle markante sportsredaktører, som har kæmpet for deres fag. Aldrig har der vel været en så stor interesse for elitesport som i dag og aldrig så lidt omtale både digitalt og på print. Derfor er undskyldninger med digitale løsninger en søforklaring. Og ren sparekniv: Hvad kan vi bedst undvære?”
”Kun på TV har fremgangen været næsten eksplosiv. De unge følger Barcelona og Manchester City og er helt ligeglade med Vejle og Køge. Nogle få danske superligaklubber redder populariteten samt et dansk landshold, der spiller det mest søvndyssende fodbold i dette århundrede,” siger Ejvind Olesen og fortsætter nærmest galgenhumoristisk:
”Danmarks Apotekerforening har klaget til TV 2 og DBU, fordi salget af sovepiller falder drastisk, når fodboldlandsholdet spiller. Hareide startede den kur.”
Mere synlighed
”Jeg kan godt lide fraktioner, og når de findes hos stort set alle faggrupper, hvorfor så ikke hos sportsjournalisterne. Men så skal de også være synlige og ikke bare spille veteranfodbold-landskampe.”
”Hvor er Danske Sportsjournalister i en tid, da deres stofområde barberes til ukendelighed. Jeg har i en tiårig periode både været formand for Danske Flyvejournalisters Klub og Danske Rejsejournalister og burde vide, hvad meningen er med den slags fraktioner. Kæmp jeres og læsernes sag i chefredaktionerne. Vis villighed til forandring. Det er der, den slags afgørelse træffes,” opfordrer Ejvind Olesen og ønsker, at der i dag var en moderne udgave af Idrætsbladet (sportsavis udgivet af Politiken 1916-56, red.).
Han begræder desuden print-nedlæggelsen af B.T.
”Jeg savner meget B.T. Desværre er der vel nok for få, der gør det, men den fik ikke en fair chance,” siger han og afslutter:
”Som 87-årig ligger min fremtid bag mig. Men jeg vil altid huske perioden som sportsjournalist og de mange dygtige kolleger, som var med til at redde avisernes oplag, dengang det var sjovt. Deres afløsere sov for længe.”